Find mere om:
Guide: Når båden skal på land | båd.guide.dk

Guide: Når båden skal på land

Det lidt triste arbejde med at tage båden på land nærmer sig, og vinterklargøringen forestår. Jo mere man får klaret nu, desto mindre arbejde er der til foråret.

Vælger man den nemme løsning med at skynde sig at få båden på plads og hjem i varmen, så kommer regningen til foråret. Så med lidt varm kaffe på kanden og på med arbejdstøjet er der sparet mange timer til foråret, når båden igen skal søsættes.

De fleste bådejere kender arbejdsopgaverne, men for lige at komme hele vejen rundt nævnes her i punktform de vigtigste ting, som båden vil have godt af, inden vinterkulden sætter ind:

  • Vask/skyl sejlene rene for salt.
  • Undervandsskrog rengøres med høj-tryksspuling - husk: Hvis bundmalingen fjernes, skal miljøreglerne følges.
  • Motor og batterier gøres klar til vinterens frost.
  • Dieseltanken enten tømmes eller fyldes, så den ikke danner kondens.
  • Benzintanken tømmes af hensyn til brandfaren.
  • Fendere og søgelænder rengøres.
  • Rurer fjernes fra propel og drev.
  • Sørg for, at båden placeres på et stativ, der passer til båden.

Undgå kondens

Moderne fugtsugende midler i poser kan holde bådens små rum rimelig tørre. Når de er mættede, kan de tørres i en ovn og genanvendes. Drypper ikke.

Anbring fugtsugende midler nær motor, ved eltavle, elektriske installationer og instrumenter, der ikke kan tages hjem i varmen. Fugtsugende midler virker bedst i lukkede rum. Der kan komme store mængder kondens på undersiden af en plastpresenning, men to lag plastpresenning giver lidt termovindue-effekt. Har du en gammel, utæt plastpresenning, så læg den underst med en ny og tæt presenning yderst.

Støv og snavs i skuffer, skabe og på skot bliver jordslået i vinterens kondens. På ubehandlet teak giver det pletter, der må slibes væk. På lakeret flade kan pletterne tørres af.

Undgå mugpletter ved at fjerne støv og snavs før vinteren. Undgå ir på kontaktfladerne i eltavlen: Tænd alle kontakter, så fladerne rører hinanden. Det giver mindst ir på kontaktfladerne. Luk hovedafbryderen, så en glemt lampe ikke lyser.

Der findes solcelleventilatorer, der drives af lyset - også den smule lys, der er om vinteren. De kan mindske kondens ved at ventilere båden. Det er bedst, når ventilen sidder i det fri, men den fungerer også i nogen grad under en klar presenning.

Tag mest muligt af bådens udstyr hjem i varmen. Kan du ikke have hynderne hjemme, så stil dem på højkant i båden, så de ventileres på begge sider.

Hvis båden vælter

Det er bådejerens fejl, hvis en båd vælter i en vinterkuling. Både vælter kun, hvis der er noget galt med bukkene, eller der mangler omtanke og tilsyn inden en varslet vinterkuling. Følg vejrmeldingen om vinteren, og hold øje med nabobådenes bukke.

Vinterstativer er til både om vinteren, men udgør en grim, rodet bunke om sommeren. Flere havne er begyndt at anvende stålstativer, der kan stables, så de fylder mindst muligt. Helsingør Nordhavn er f.eks. ved at indføre de praktiske stabelbare stativer.

Stålstativer er mere sikre og stabile end træstativer, der bliver gamle og rådner.

Stålstativer skal om sommeren stå i et hjørne af vinterpladsen, og det kræver som regel en autokran. Kranen kan lige så godt samle standardstativer i ”pæne” stabler af 10-15 stykker oven i hinanden. Så er vinteroplægspladsen både til parkering om vinteren og til pølseboder mv. om sommeren.

Guide: Råd til klargøringen

28-03-2013: Spring aldrig over, hvor søgelænderet er lavest. Det går bare galt. Vi viser, hvordan du undgår de hyppigste ulykker, og hvordan du sørger for, at båden bliver toptunet til endnu en super sejlersæson. Læs artikel

Guide: Sejlere med premierefeber

09-04-2009: Sejlerne har gået hele vinteren og ventet på påskedagene. Så er det nemlig tid til at gøre båden klar. Alt skal pudses og poleres, og i det hele taget er det dejligt at være tilbage på havnen efter måneder i vinterhi. Læs artikel

Guide: Sæt sejl til vinter på land

28-05-2006: Det er sæson for at gøre båden klar til vinteren på land. Rådene er få, men vigtige, hvis båden skal komme sikkert igennem frosten. Læs artikel

Guide: Du slipper ikke

28-03-2013: Bundmal hvert år – og undgå det bedste tilbud. Læs artikel

Test: Dykkersæt til sejlerfolket

21-06-2009: Nyt og billigt frømandsudstyr, der er let at betjene, er perfekt til inspektion af bådens nedre dele. Vi har prøvet Mini-B. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...