Find mere om:
Ørnvik med mere af det hele | båd.guide.dk

Ørnvik med mere af det hele

Nogen superelegant skønhed er den ikke, sådan en Ørnvik 510. Snarere en smule klodset at se på. Men formerne har klare fordele: Høj stabilitet i søen og masser af plads indenbords. Nærmest en slags havets Citroën Berlingo.

Cockpittet er endog særdeles rummeligt og udstyret med to siddepladser agter, en langbænk i bagbords side samt en kaptajnsstol til skipper. I dækket er der forberedt montage af en ekstra kaptajnsstol. Forrest er der en lille kabine med bænke og plads til fire-fem siddende personer. Vil man overnatte i båden, er der liggeplads til to voksne. Har man monteret kaleche, vil der være yderligere plads til et par børn i cockpittet.

510'eren er bygget i Polen. Og det skal man bestemt ikke rynke på næsen ad - polakkerne har stolte traditioner inden for faget og topmoderne værfter. Ørnvik'en er tegnet af marinearkitekt J. Centkowski, som har satset på de sikre og praktiske detaljer frem for smart "racerbådsdesign".

Skrabet indre

Det betyder, at indretningen er skrabet - der er f.eks. ingen polstring eller isolering af skrogsider eller loftet i kabinen. Til gengæld er finishen pæn med præcise samlinger - og skroget er bygget i håndoplagt glasfiber.

Der er pænt med stuverum fordelt på to store rum agter, et stort rum under dækket samt to mindre rum under hynderne i kabinen.

En basisbåd er det, men alligevel er der blevet plads til fornuftigt udstyr som hydraulisk styring, indbygget tank på 49 liter, badestige, fuld lanterneføring, ankerbrønd med ankerrulle samt en elektrisk lænsepumpe med automatik, som klarer evt. vand, der måtte komme under dæk.

Standardmotoriseringen er en Mercury eller Mariner 60 hk. Firetakter med indsprøjtning (det er samme maskine med forskelligt navn). En dejligt lydsvag kraftkilde, som klarer en topfart på omkring 30 knob (55 km/t). En normal og behagelig marchfart vil ligge på ca. 20 knob (36 km/t) - hvor benzinforbruget opgives til ca. 10 liter i timen.

Den brede og forholdsvis tunge båd (770 kg med motor) ligger særdeles stabilt i vandet. Kombinationen af flad bund og V-form gør båden nem at styre også ved lav fart, og med to ombord planer Ørnvik'en forholdsvis hurtigt. Er der fuldt læs - fem voksne - må vægten fordeles for at få båden op at plane med den 60 hestes motor. Så skal man ofte sejle med fuld last, vil det måske være en idé at gå en motorstørrelse eller to op - båden er godkendt med motor op til 90 hk.

Til normal brug er 60'eren rigelig - også til at trække en vandskiløber.

Sikker og komfortabel

Båden ligger absolut stabilt på vandet og bevæger sig ikke meget, selv om man flytter sig i cockpittet. Selv i god vind forbliver cockpittet tørt, fordi båden slår bølgerne ud til siden. Man føler sig meget sikker bag det 70 cm. høje fribord, fordi båden bevæger sig roligt i sø og forbliver ganske retningsstabil. Men selvfølgelig er der grænser for, hvor meget vind man skal gå ud i, hvis turen stadig skal være behagelig.

Prisen for et sæt med 60 hk motor er knap 145.000 kr. - men der er næsten altid tilbud på knap 130.000 kr med dansk moms. Har man en bådtrailer, kan man yderligere spare 10.000 kr ved at hente båden i Tyskland og således nøjes med at betale tysk moms.

Så hedder prisen lige under 120.000 kr. - hvilket bestemt er i orden sammenlignet med, hvad mange andre i klassen vil stå i.

Så bliver der også råd til fuld kaleche - hvad vi bestemt vil anbefale. En fuld, todelt og faconsyet leveres af forhandlerne for under 10.000 kr monteret.

Ørnvik 510 i korte træk

Opbygning: 5-personers kabinebåd med påhængsmotor. L/B: 508/233 cm. Dybgang 34 cm. Indvendig fribordshøjde 70 cm. Vægt: 665 kg uden motor. 5 siddepladser i cockpit, 5 siddepladser i kabine. 5 stuverum.

Udstyr: Hydraulisk styring, indbygget tank 49 l., lanterner, el-panel, el-lænsepumpe, ankerbrønd med ankerrulle, søgelænder for og bag, badestige, hynder i kabine og på de to agterpladser.

Motor: Mariner 60 ELPTO. Firetaktsmotor med elektronisk tænding og indsprøjtning. Elstart og automatisk overvågning af motorfunktioner. Max. fart: Over 30 knob. Benzinforbrug: Ca. 10 l/timen ved 20 knob. Vægt: 115 kg.

Pris: 129.900 kr. eksl. lev. og klargøring.

Importør: Ketner Marine A/S.

Test af Bayliner Ciera 8

30-07-2015: Bayliner har sendt en ny båd på markedet. Den er godt indrettet og rummer nemt en familie på fire. I bølger kan den høje, smalle båd rulle lidt, men sejler ellers fint. Læs artikel

Test af Flyer 6 Space Deck

21-06-2014: Flyer 6 fås med tre indretninger på samme skrog. Vi har testet Flyer 6 Space Deck. Båden, der sejler næsten 40 knob, tilbyder sjov sejlads til mange formål. Læs artikel

Test af Nordkapp Enduro 605

30-08-2013: Har du travlt, sejler Nordkapp Enduro 605 let over 37 knob. Båden har en stejl stævn og en bred bagdel, der gør, at båden planer hurtigt. Læs artikel

Test af Beneteau Flyer GT 38

24-08-2012: Det smukke skrog med aerodynamiske ydre linjer og et harmonisk indre gør Beneteaus Flyer Gran Turismo 38 til en uomtvistelig GT-båd. Samtidig er den en klar udfordrer på et marked, hvor Bavarias priser bruges som målestok. Læs artikel

Test af Bavaria Sport 31

20-05-2012: Den nye tyske Bavaria 31-motorbåd planer efter 10 sekunder, viser BådNyts test. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...