Find mere om:
Familiesjov på norsk | båd.guide.dk

Familiesjov på norsk

Vi har prøvet den nye robuste, lille Pioner 17 Supersport over en længere periode i sommer.

Sjov og fræk begynderbåd, som hele familien kan have glæde af til sjov og til kortere ture?

Det kunne f.eks. være den nye Pioner 17 Supersport, som kan trailes frem og tilbage på en lille bådtrailer og uden større krav til bilen foran.

Bådens solide skrog er støbt i et stykke og tåler derfor enorme belastninger som slag, temperaturskift og sollys uden at tage skade. Båden er CE certificeret i klasse C.

På testbåden var der valgt en 50 hk firetakts, støjsvag Honda, der gav en topfart på ca. 26 knob med familien på fire om bord. Under hele testperioden har motoren startet hver eneste gang og sejlet uden problemer ved de mange ture, det er blevet til i løbet af sommeren.

En robust og sødygtig sportsbåd kræver et V-bundskrog, der skærer gennem bølgerne og giver stabile sejlegenskaber. Båden har blandt andet været testet i op til én meter sø og det uden sprøjt og vand i båden, da skroget kaster vandet godt ud til siderne.

Båden er ganske enkelt nem og behagelig at styre, og den er meget stabil selv med søen ind fra agter.

Plads til seks

Den nye Pioner 17 SS er lige stor nok til, at der kan være seks voksne eller fire voksne og tre børn om bord.

På bænken agter i hele bådens bredde (2,15 m) er der plads til tre voksne ved siden af hinanden. På sidebænkene, der kan slås ned, når de ikke anvendes, er der plads til yderligere fire personer. Der kan også sidde en person helt fremme i stævnen.

Styrepulten er enkel, men godt afstivet med dobbelte rustfrie stålprofiler, og yderligere afstivning opnås med targabøjlen på hækken, hvor også toplanternen er monteret.

Der findes effektiv dræning af dæk og flader på dørken, som også er fornuftigt skridsikre. Griberækker er monteret på begge sider midtskibs for en sikkerheds skyld.

Der er enkle og funktionelle, runde instrumenter og et lille sportsrat samt gas/gearhåndtag til højre for skipper.

God standardpakke

Hvad får man så af standardudstyr om bord?

Det meste er på plads. Så som hynder til bænken agter og rygstøtter. Plus to integrerede projektører foran i stævnen, integreret benzintank i styrekonsollen, vindskærm og polstrede sæder.

På hækken er der en lille, smart badestige i rustfrit stål, og der er en superstærk integreret slæbekrog i stævnen, mens der dog også er en lidt spinkel fortøjningsklamme helt fremme i stævnen.

Vores testfamilie har været ganske godt tilfreds med kun 50 hk på hækken. Båden har de kræfter, de har behov for. 25 knob er mere end nok for at sejle ud på en herlig sommerdag enten for at fiske eller blot lege på vandet.

Til orientering kan man montere en 80 hk påhængsmotor på hækken og dermed øge topfarten til godt 37 knob.

Læs også: Farten i båden gør forskellen

Pioner 17 Supersport

Længde 5.20 m.

Bredde 2.15 m.

Vægt 450 kg.

Motor 50-80 hk.

Motorstamme: Lang.

Benzintank 55 l.

Personer: Seks voksne.

Trailer: Lille.

Konstruktør: Svenn Axel Nilsen, Nidelv.

Prisstandard: 109.995 kr.

Med 50 hk Honda: 149.995 kr.

Med 60 hk Honda: 159.995 kr.

Med 80 hk Honda: 167.995 kr.

Forhandler i Danmark: Klarup Båd & Motorcenter. baadbutik@mail.dk

Producent: Cipax AS, Norge. www.cipax.no

Test af AMT 200 Day Cruiser

14-01-2011: Den finske båd AMT 200 er hurtig og egner sig både til tur- og vandskisejlads. Læs artikel

Test af Bavaria 300 Sport

08-10-2015: Bavaria 300 Sport ser godt ud på vandet, sejler godt og har praktisk og rummelig indretning til fire personer, men man får skumsprøjt i cockpittet, hvis der er bølger. Læs artikel

Test af Bayliner Ciera 8

30-07-2015: Bayliner har sendt en ny båd på markedet. Den er godt indrettet og rummer nemt en familie på fire. I bølger kan den høje, smalle båd rulle lidt, men sejler ellers fint. Læs artikel

Test af Flyer 6 Space Deck

21-06-2014: Flyer 6 fås med tre indretninger på samme skrog. Vi har testet Flyer 6 Space Deck. Båden, der sejler næsten 40 knob, tilbyder sjov sejlads til mange formål. Læs artikel

Test af Nordkapp Enduro 605

30-08-2013: Har du travlt, sejler Nordkapp Enduro 605 let over 37 knob. Båden har en stejl stævn og en bred bagdel, der gør, at båden planer hurtigt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...