Find mere om:
Test: Billig båd til fritidsfiskeri og hygge | båd.guide.dk

Test: Billig båd til fritidsfiskeri og hygge

Kegnæs 470 er et godt dansk bud på en lille, let og billig båd til fiskeri og småture. Samtidig er båden velsejlende.

Vinteren banker på, men mange tager stadig på vandet, blandt andet kan en lille fisketur være super. Tour har sejlet en af de populære små både, som egner sig rigtig godt til formålet. Den kan nemt trækkes efter bilen, er fornuftig i pris og kan bruges hele året.

Der er langt mellem de danske bådebyggere, som producerer den type både, men et af værfterne, Kegnæs Både på Sydals, producerer den enkle og praktisk åbne Kegnæs 470 HE, der med en påhængsmotor på 25 til 40 hk sejler mellem 20 og 30 knob.

Vi sejlede ud i Ærø-renden i en frisk brise med hidsige små bølger og en iskold nordenblæst i oktober.

Den lille åbne båd med et meget højt fribord kom op og planede på nogle få sekunder med en Yamaha 25 hk på hækken. Topfarten med to mand om bord blev målt til små 20 knob.

Skroget tog søen fint og kastede bølger og sprøjt ud til side, så man følte sig tryg og tør om bord.

Vi tror, at 30 til 40 hk på hækken vil passe bedre på båden og give de ekstra kræfter, som skal til i hårdt vejr og ved sejlads over længere afstande.

Forbruget vil ikke ændre sig væsentligt, og båden bliver nemmere at manøvrere. Ved svingmanøvre var den f.eks. lidt tung at få op og plane igen med de 25 heste.

Enkelt og robust


Den beskedne styrepult med rat ligger ude i styrbord side lige foran bænken agter. Det er så enkelt, som det kan være. Der er god plads til selv lange ben bag konsollen.

På konsollens top er der en fordybning, hvor man kan lægge ting fra sig. Den er dog uden et låg til at beskytte mod blæst og regn.

Der er plads til to voksne og et barn på bænken agter, da motorbrønden stjæler dybde i bænkens midte. Midt i båden er der to siddepladser - dog uden rygstøtter, men hvor man kan sidde overskrævs eller ved siden af hinanden ved eventuelt fiskeri.

Under lugen har man tilgang til to dybe fiskebrønde - en praktisk og fornuftig løsning.

Båden er rå og upyntet og ment som et solid hobbyværktøj til fiskeri og transport. Den sejler godt og behøver et minimum af vedligehold - ud over en spuling og vask nu og da.

Båden, som vi testede, var uden tværsæde, men med de nævnte ”fiskedamme”. På bænken og rælingen er der skridsikre felter lagt ind for sikkerhedens skyld. Vi savnede fortøjningsklamper, men satte pris på en badestige på hækken om læ.

Solid konstruktion


Kegnæs 470 HE er håndoplagt, og skroget støbes sammen med ringdækket. Det er en noget fordyrende, men også tryg produktionsmetode.

Om bord savnede vi stuveplads, for det er altid godt at have et tørt rum til disposition, når man sejler.

Et lille skot på tværs i stævnen med en luge ville være nok.

I det lille rum i sædeprofilen agter kan og bør man opbevare benzindunken. Der følger årer og gafler med, hvis man skulle sejle tør eller får lyst til lidt ekstra motion.

Bådens vægt er 350 kg. Med motor og to mand på godt 200 kg om bord er man oppe over 600 kg. Derfor anbefaler vi at vælge en motor i klassen 30-40 hk.

Kegnæs 470 leveres i fire modelvarianter fra 37.700 til 44.250 kr. Motoren, altid med lang stamme, må man selv vælge.

Blandt det udstyr, som vi vil anbefale, er en selvlænsende dørk til beskedne 1.800 kr., en lille stævnkahyt, der beskytter mod vejr og vind., koster 6.800 kr. og et søgelænder 6.400 kr.

Alt i alt en danskbygget fornuftig og solid hobby-/arbejdsbåd til en lige så fornuftig pris.

Yderligere info kan fås hos Kegnæs Både, tlf. 74 40 52 70.

Læs også: Familiesjov på norsk

Test af Buster Le

12-07-2014: Den nye finske Buster Le har aluminiumsskrog og smagfuldt dæk i glasfiber. Båden er robust, men stadig vældig sporty, selv om den kun har 50 hestekræfter. Læs artikel

Test af Terhi 475 Open FC

29-04-2011: Terhi 475 og Castello 553 dokumenterer, at små planende motorbåde ikke er kedelige. Læs artikel

Test af Beneteau Flyer 5 SUNdeck

13-08-2015: Topfarten for Flyer 5 SUNdeck er på 29,5 knob med en 115 hk motor og to mand om bord. Læs artikel

Test af Sting 485, Uttern S45

19-09-2014: Sting 485 og Uttern S45 er sporty og livlige at sejle for en lille familie, og med priser under 144.000 kr. får man meget båd for pengene. Sting 485 virker mest sporty, mens Uttern S45 føles mere sikker til en familie. Læs artikel

Test af Selva 4,5, Selva 4,8

31-08-2014: Italiensk design er kendt for stilsikkerhed, masser af kant og en hel del attitude. De to italienske Selva-joller holder fast i det stilsikre, men har skruet helt ned for resten. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...