Bulladen ligger ved Brommers Gård. Den er et stykke kulturarv og stammer fra 1600-tallet, men typen kendes 2000 år tilbage. En gang var den type bygninger almindelige i Danmark, men i dag findes de kun spredt i den østlige del af Sjælland. Foto: Lise Mortensen Høy
Vi tog færgen over til Aarøsund for at handle. Her ligger en lidt større købmandsbutik, og her er en dejlig gåtur rundt i den lille by og den hyggelige havn. Forvent ikke mere end det - den eneste butik på "hovedstrøget" er købmanden, og der er servering på hotellet. Rækker ønskerne videre, må man med bussen ind til Haderslev. Foto: Lise Mortensen Høy
Aarø er en af de øer, man tit bare sejler forbi på vej igennem Lillebælt. Der ser hyggeligt ud, og de fleste tænker nok også, at de en dag må ind på øen og udforske den lidt mere end fra dækket på båden.
Det kan nemlig sagtens betale sig at gøre et godt og grundigt holdt på Aarø. Vi gjorde det, da vi kom fra Haderslev sidste sommer.
Her er nemlig masser af liv i den godt beskyttede havn. Turistbåden Helene lægger til flere gange om dagen, så turister kan trave en tur op på øen, før de skynder sig ud til Helene igen.
Færgen over til Aarøsund kommer nærmest hele tiden, og biler og knallerter kører til og fra. Her er masser af liv!
Der er desuden hjemmehørende fiskekuttere i den lille havn - det giver mulighed for at købe et par friske fisk til panden, og det giver et rart miljø, når de smukke blå kuttere ligger i havnen. Man mærker i den grad en særlig ø-stemning.
Aarøs befolkning på 200 mennesker er stort set pendlere. Der er ikke mange arbejdspladser på øen, og skolen ligger også ovre på fastlandet. Til gengæld tager færgeturen over sundet kun 10 minutter - så den er til at overkomme og er grunden til, at Aarø ikke oplever den samme tilbagegang i befolkningen, som ellers er udbredt på småøerne.
Vi bliver et par dage på den lille ø, går lange ture langs med vandet og nyder den friske natur med fine strande og enge med græssende køer og masser af fugleliv.
Aarø Fyr ligger lige ved havnen - et smukt bygningsværk, der blev opført i 1905 af de tyske myndigheder. Faktisk har Aarø været Tysklands nordligste ø helt frem til 1920, og i tiden fra 1864 til 1920 blev der drevet en del smugleri mellem Aarø og Danmark.
Derfra går vi ud til campingpladsen, der har den eneste rigtige butik på øen. Her finder vi de mest almindelige varer, og her sælges brød om morgenen. Lige netop hvad vi har brug for.
Lidt henne ad vejen finder vi en gårdbutik, der har fantastisk kød fra gårdens eget Galloway-kvæg, og vi køber nogle herlige bøffer, der kommer på grillen om aftenen. Sammen med de nye kartofler bliver det ikke bedre. Her er herligt på Aarø.
Læs også: Nekselø - Danmarks smukkeste ø
Aarø Havn
Fakta om Aarø Vingård
Aarø Vingård blev etableret i 2004, og der er nu plantet en hektar med vinplanter, hvilket svarer til ca. 2.200 planter i alt, både røde og hvide druer.
»Vi viser gerne vingården frem, og det koster selvfølgelig ikke noget,« fortæller stedets ejer, Svend Aage Hansen. Da han for fire år siden egentlig skulle til at gå på efterløn, fik han ideen med vingården, og så endte han som dansk vinbonde i stedet for som efterlønner.
Hver onsdag sommeren igennem inviterer Svend Aage til vinforedrag og vinsmagning i det hyggelige drivhus ved vinplantagen.
»Vinsmagningen er en kombination af servering af egne vine suppleret med kvalitetsvine fra en tysk vinbonde fra Pfalz og fra Daniel Ruff i Alsace,« fortæller Svend Aage.
Men man behøver ikke at være på øen onsdag aften for at smage den lokale vin. Det er også muligt bare at komme forbi og købe et glas vin og drikke det i de spændende omgivelser.
Svend Aage har i øvrigt også en butik med ø-speialiteter.
Sidste års høst var på 6.000 liter.


