Find mere om:
Nyhed: Bådjagt for debutanter | båd.guide.dk

Nyhed: Bådjagt for debutanter

Med forårets komme er højsæsonen for bådkøb gået i gang. Det er nu, drømmebåden til sommeren sejlture på vandet skal findes. Men tænk dig godt om, inden du køber.

Foråret er tiden, da mange både skifter ejermand. Garvede sejlere køber nyt til sommerens sejlads, og søens debutanter leder efter den båd, der skal lære dem om havets glæder.

Især for sidstnævnte er det en god ide at overveje nøje, hvilke krav og forventninger man har til fartøjet og til typen, inden bådjagten sættes ind.

Et godt sted at begynde sine overvejelser er ved spørgsmålet, om båden skal være med motor eller sejl. Valget er bestemt ikke ligegyldigt, mener Ricky Hansen fra Floor Marine-Center i Randers:

»Det er to vidt forskellige måder, man er på vandet på. Med en motorbåd er man ikke afhængig af vejr og vind. Selv på en vindstille sommerdag kan man sejle af sted over vandet i høj fart uden at skulle vente på en brise, der kan hjælpe båden videre. Båden sejler uden problemer fra A til B, og for det meste kan man med ret stor sikkerhed sige, hvornår båden vil være fremme ved målet.«

Det kan man ikke i en sejlbåd. Her er det vinden, der bestemmer tempoet. Samtidig er det nødvendigt at være mere fysisk aktiv ombord.

»Selve sejladsen bliver i højere grad en del af oplevelsen på en sejlbåd,« siger Ricky Hansen.

Sejlbådens afhængighed af vinden betyder, at det kræver lidt mere kendskab at styre den end en motorbåd. Derfor er det ofte erfarne sejlere, der køber en sejlbåd, mens førstegangskøberne, ifølge Ricky Hansens kollega Mogens Vive, oftest lægger mindre hårdt ud.

»Mange køber en jolle eller en lille motorbåd at fiske fra til at begynde med, og så bliver de grebet af det og køber en sejlbåd efter et par år,« siger han.

Ud på osetur...

Udover erfaring på vandet handler det om at vælge rigtigt i forhold til temperament og bådens brug.

Det hele findes - lige fra små kabinebåde med et par simple sovepladser til store luksuriøse både, der gør enhver ide om, at sejlads skal være primitivt, til skamme.

Så må man overveje, om man bare vil på hyggelige endags fisketure, eller om båden skal bruges som et flydende sommerhus med alskens komfort.

Mulighederne er mange, og har man set en båd, skal man bestemt ikke tro, at man har set dem alle. Derfor kan det være en god ide at besøge en eller flere bådforhandlere for at få et billede af, hvilken type båd og indretning, man ønsker.

»Indretningen betyder også noget, når man er i havn,« siger Ricky Hansen.

»På de store motorbåde sidder du højt oppe og kan se ud over hele havnen - og blive set - mens du sidder helt nede i et hul på sejlbådene. Det er smag og behag.«

Rent økonomisk er der stor forskel på, om man er ejer af en sejl- eller motorbåd. Sejlbåden er langt billigere både med hensyn til vedligeholdelse og selve sejladsen.

»I sejlbåden bruger man kun motoren til at komme ind og ud af havnen. Så man kan nærmest komme Danmark rundt for hundrede kroner,« siger Ricky Hansen.

Ny eller brugt?

Endelig er der spørgsmålet, om båden skal være ny eller brugt. De fleste førstegangskøbere starter med at købe en brugt båd. Selv om båden kan virke lidt gammeldags i forhold til de nye modeller, kan den være lige så sund og stærk som en helt ny båd, hvis den er ordentligt vedligeholdt

Det gælder om at være opmærksom, når båden er brugt, for fejl og mangler kan blive en dyr fornøjelse. Købes båden gennem en forhandler eller formidler gælder købeloven, så man ikke risikerer at hænge på en defekt båd. Men helt anderledes er det, hvis sælgeren er en privatperson.

Så gælder købeloven nemlig ikke. Hvis man ikke har den store erfaring med både, kan det derfor være en god ide at få en professionel skibskonsulent til at tjekke båden inden køb.

Uanset om båden er brugt eller ny, med sejl eller motor, skal man dog regne med at komme til at bruge en del flere penge i forbindelse med bådkøbet end forventet.

De ekstra udgifter kommer ofte, når der skal købes udstyr. I butikkerne lokker GPS- navigatorer, ekkolod, radiosystemer, radarer...

Meget er ekstrating, som man ikke behøver at have ombord. Det mest nødvendige udstyr er et kompas og et søkort. Mogens Vive anbefaler også en lille håndholdt GPS-navigator, så man ved præcis, hvor man er, hvis uheldet skulle være ude.

Derudover skal der ifølge loven være redningsveste til alle personer ombord.

Der er mange ting, der skal overvejes inden bådkøbet. Den vigtigste af dem alle har Ricky Hansen gemt til sidst:

»Man skal have konen med, når man køber båd,« fastslår han og fortsætter:

»Sørg for, at der er enighed om, hvad I vil have. Ellers bliver det ikke sjovt at sejle.«

tour@jp.dk

Guide: Brugte både er på udsalg

18-12-2011: Det vrimler med brugte både til gode priser. Her får du nogle råd til brugtbådshandlen. Læs artikel

Guide: Motorbåde til søulke og badedyr

31-07-2015: Bådsalget er på vej op igen, og det gælder både brugte og nye motorbåde. Køberne deler sig i to grupper: Den ene foretrækker den hurtige, frække speedbåd til dagture, og den anden ønsker sig en solid motorbåd til længere ture og hygge i havnen. Læs artikel

Guide: Nu skal der byttes til en større model

24-05-2013: Bådejere, der vil op i bådstørrelse, gør gode handler i disse år. Prisfaldet er langt det største på de store både, og derfor bliver prisen for de ekstra fod relativt lav. Læs artikel

Test: Se de nye både i Marselisborg

06-08-2010: Fra fredag 13. august kan søulke og landkrabber få en dosis båd- og havneliv i Århus. Læs artikel

Nyhed: Danskerne køber stadig stort

23-02-2008: Den globale afmatning har ikke ramt bådbranchen - endnu i hvert fald. Danskerne køber store både som aldrig før, og det afspejler sig også på bådudstillingen i Bella Center. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...