Find mere om:
Test af Bavaria 51 | båd.guide.dk

Test af Bavaria 51

Bavaria-bådene er blevet bedre, og selv om Bavaria 51 ikke er den hurtigste turbåd, så er hun en af de billigste i sin størrelse og med flottere aptering og bedre materiel. Båden har rigtig god plads til en stor familie, viste vores test i Tyrkiet.

Prisbillig. Det er, hvad en Bavaria 51 er: 2,17 mio. kr. sejlklar. Det lyder måske af meget for en sejlbåd, men prisen bliver rigtig svær at slå for samtlige konkurrenter verden over.

En dansk Xc 50 koster 5,5 mio. kr. sejlklar til sammenligning, og den er da også udstyret med langt mere ægte træ, stærkere skrogkonstruktion, blybulb, teaktræ overalt og mange andre ting. Men for mange har 3 mio. kroner sparet en stor betydning.

Og netop prisen har været et parameter, som det sydtyske bådværft har levet højt på. For mens mange bådværfter bruger mellem 60 og 80 dage, så tager det blot 25 dage at bygge en 14 tons tung Bavaria 51. Halvautomatisk computerstyring gør samtidig, at der ikke bruges for meget dyr polyester, når dækket f.eks. skal bygges.

Priser skal holdes nede

Peter Meyer, konsulent for Bavaria Yachtbau, fortæller, at man kæmper for at holde prisen på bådene nede.

»Vi har gjort bygningen af bådene endnu mere effektiv, end den var for få år siden. Produktionen er computer- og robotstyret i mange led nu, og det gør, at vi kan producere bådene på så kort tid. Og havde vi ikke gjort produktionen mere effektiv, så skulle priserne på vores nye både hæves med 18-20 pct. om året, fordi materialer og til dels lønninger er steget meget, men nu hæver vi kun priserne med 2-3 pct. om året,« forklarer Peter Meyer, der tilføjer, at de nye Bavaria-både samtidig har fået langt mere ægte træ ved f.eks. nedgangstrappe, ved kahyts- og navigationsbord.

Apteringen er dog i alpi-teak, et italiensk kunstprodukt, der dog ikke er billigt. Til gengæld er det effektivt at montere, da bl.a. årerne i træet er kunstigt lagt, så de altid passer sammen, modsat det unikke mahogni eller teaktræ, hvor bådebyggerne skal bruge tid på at få årerne i træet til at følge hinanden i naturlig retning.

Samme skrog

Den nye Bavaria 51 er da også kun ændret med interiør og dæk fra det anerkendte britiske Design Unlimited, der har været Bavaria Yachtbaus valg de seneste par år, efter at BMW DesignworksUSA røg ud i kulden. Selve skroget er stadig det samme som Bavaria 50, designet af Farr Yacht Design.

Det samme gælder den 2,25 meter dybe køl og de to ror, der sikrer et godt greb i vandet, når båden krænger. Vægten er også den samme, men skroget på Bavaria 51 er stivere, da man har hævet dørken med få centimeter, hvilket giver mere støtte på tværs med højere afstivning. Det giver samtidig mere plads til at stuve ting væk i de mange huller, der findes under dørken. Men stadig er ståhøjden på over to meter i kahytten.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Adgang til kølbolte, tanke og batterier er også gjort lettere på den nye model, og dørken knirker ikke længere. Nyt i kahytten er også de store sideruder i skroget og i selve kahytstaget, der er en væsentlig forbedring i forhold til tidligere. Stilen i kahytten er klassisk og ikke eksperimenterede, som det f.eks. ses på de franske både i de senere år.

»Vi tror på, at bådene bedre holder deres værdi, hvis vi bygger dem klassisk, for om 10 år kan moden have ændret sig, og derfor er indretning og materialevalg mere konservativt,« siger Peter Meyer. Om grunden til, at man ikke har bygget et nyt skrog til den nye model, forklarer han:

»Det koster 2,1 mio. kr. at udvikle og bygge en ny form til en 50 fods båd, så derfor har vi beholdt skroget, da vi mener, det er hurtigt nok.« Og sådan har det været de senere år, når værftets nye bådtyper er vist frem lige fra den mindste Bavaria 33 til den største Bavaria 56.

B971884467Z.1_20150128172435_000+G4OIPPTA.1-0.jpg

B971884467Z.1_20150128172435_000+G4OIPPU2.1-0.jpg

Båd i balance

De vi kom en sømil fra land, havde søbrisen taget til, og vinden var kommet op på fire m/sek. fra sydvest. Ikke det bedste testvejr til udfordring af den tunge turbåd, der sejlede med danske Elvstrøm-sejl sat på en rullemast fra svenske Seldén.

Med de to producenter er man sikret en rullemast og et storsejl, der virker optimalt. Rullemasten koster 30.469 kr. ekstra, og de penge er givet godt ud, da det ofte er ægtepar på over 55 år, der køber så store både, hvor et storsejl er tungt at lægge op på bommen. Båden sejlede fint. Jeg slap rattet, da vi havde kurs mod Grækenland på en krydsende kurs. Alligevel fortsatte båden kursen og fulgte de svage vindspring. Det vidner om en båd i balance.

Nyt på båden er også, at det danske firma Jefa Steering sørger for, at rattene skal køre let, men disse to rat kunne godt have kørt lidt mere smidigt – en justering vil dog kunne gøre friktionen mindre på den nye båd.

Udsynet fra rorsmandens plads er upåklageligt hele vejen rundt, for da skroget er højt, er overbygningen lav, så det syner bedre og er lettere at gå på. Til gengæld går overbygningen efter min opfattelse en anelse for langt ud til siderne, så dækket er lige i den smalle ende at gå på. Designernes svar på det er, at det giver mere plads nede i kahytten. Men da bådens bredde er på næsten fem meter, er der rigelig plads i forvejen. Så meget, at den kan fås med fire eller fem kahytter. Forkahytten kan f.eks. deles op med en skillevæg, der monteres på 15 minutter.

B971884467Z.1_20150128172435_000+G4OIPPRC.1-0.jpg

B971884467Z.1_20150128172435_000+G4OIPPR7.1-0.jpg

Plads til 10 personer

Generelt er indretningen perfekt for mellem 8 og 10 overnattende personer, og i højre side er der en højt placeret navigationsplads, hvor man sidder godt. Køleskabet er også gjort større på denne model, men den største forandring er, at båden er langt lysere.

Cockpittet fungerer fint, bortset fra cockpitkarmene, der godt nok er høje nok, men på de langsgående steder er rygstøtten for stejl.

Fremme i stævnen sidder ankeret så langt ude foran stævnen, at man har svært ved at træde ud på båden. Man kan derfor kun anbefale, at båden lægges til med agterstavnen først. Her kan man f.eks. sænke den kæmpe badeplatform ud, hvis man ligger ved en flydebro.

B971884467Z.1_20150128172435_000+G4OIPPKP.1-0.jpg

70 solgte på fire måneder

På fire måneder blev der solgt 70 af turbåden Bavaria 51 i verden. Et tal, som værftet godt kan være bekendt. Båden kan sejles uden den store yachtskipper-eksamen, da den lige er under 10 meter. Den danske importør, der var med under testen, har dog ikke købt en hjem til det danske marked.

»Tiden, hvor man køber så dyre både hjem til lager, er ikke lige nu,« siger Michael Floor fra Floor og Lund Marine i Risskov.

Bavaria 51 er klart en prisbasker i sin størrelse, og værftet har i de senere år hævet niveauet for aptering, indretning, sejlegenskaber og materialevalg. Derfor er en standardpris på 2,17 mio. kr. noget, andre værfter har svært med at matche. Man skal dog vide, at vil man have teakdæk og en masse udstyr, som vi havde på testbåden, så skal der smides yderligere små 400.000 kr. oveni.

Bavaria 51
Længde total: 15,5 m
Bredde: 4,67 m
Dybgang: 2,25 m
Vægt: 14,1 ton
Kølvægt: 4,6 ton
Rullestorsejl: 61,6 kvm
Rullefok: 63 kvm
Motor: Volvo Penta
75 hk
Antal kabiner: fire eller fem stk.
Pris med cruisingpakke: 2,17 mio. kr.
Forhandler: Floor/Lund Marine A/S floor.dk
Væft: Bavaria Yachtbau

Ekstraudstyr
Grå skrogfarve:
44.531 kr.
Gori-foldepropel: 63.156 kr.
Teak på dæk:
108.562 kr.
Teak i cockpit:
20.578 kr.
Rullemast: 30.469 kr.
Gennaker: 44.625 kr.
Rullestorsejl High Tech: 62.625 kr.
Automatisk fok-vender: 103.000 kr.

Test af Bavaria 46

23-08-2014: Bavaria 46 har to ror i vandet, og det betød, at selv om vi havde for meget sejl oppe, var der god kontrol, da vi testede nyheden ud for Italiens kyst. Læs artikel

Test af Bavaria Vision 42

25-08-2013: Turbåden Bavaria Vision 42 kan proppes med automatik, så sejlene betjenes blot ved at trykke på en knap. Allerede nu er der solgt tre til Danmark. Læs artikel

Test af Bavaria 46 Vision

06-07-2012: Det tyske Bavaria-værft smider sin mest fuldendte båd på markedet. Samtidig formår tyskerne at holde startprisen lav. Læs artikel

Test af Bavaria Sport 40

18-11-2011: Lettere og stivere skrog, dybere køl og højere mast. Gør det en klassisk turbåd til en sportsbåd. Læs artikel

Test: Yngre modeller sejler bedre

21-10-2011: Vi har testet turbåde fra Bavaria og sammenligner 36'eren med den større og dyrere 40 fod. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...