Bavaria 32 Cruiser, som er designet hos de berømte konstruktører hos Farr Yacht Design i USA, gik fint i de barske bølger under testsejladsen.
Hækken kan hurtigt og nemt vippes ned som en kæmpe badeplatform, hvilket er ganske ualmindeligt for en båd af denne størrelse.
Kahytten med alt, hvad du behøver, virker usædvanlig stor i forhold til bådens 32 fod.
Det blev en ganske rå test, da vi sejlede den helt nye Bavaria 32 Cruiser på Middelhavet i en frisk mellemluft og en ualmindelig grov og skæv sø. Heldigvis klarede den rummelige familiecruiser strabadserne overraskende flot.
Overraskende, fordi en rummelig familiebåd på blot 32 fod uundgåeligt også er en buttet båd, men det mærkede vi faktisk ikke meget til. Vi bankede selvfølgelig i bølgerne et par gange, men skroglinjerne fra de berømte konstruktører hos Farr Yacht Design i USA gik fint i de barske bølger.
På bidevind formåede vi også at sejle en rigtig god fart på mellem 5,9 og 6,2 knob, og det var endda ret mod de skæve søer. Men der blev også trimmet aktivt på storskødet, hvor vi holdt stævnen ”nede” i pustene og i stedet slækkede lidt på skødet. Vi stagvendte over 90-95 grader.
Roret havde udmærket greb i vandet, og vi havde fin kontrol med båden, der ikke lavede nogen nævneværdige unoder i den friske vind, hvor vi sejlede med fuldt sejlplan.
Med den nye 32'er har Bavaria og Farr endelig droppet den store genua og har fulgt tidens trend med en 106 pct. fok, der er meget nemmere at håndtere for en familie på tur. Riggen er 9/10's med brede bagudvendte salinger.
Testbåden var med rullemast og et stel strækstabile Elvström Epex rullesejl, hvor rullestorsejlet har lodrette sejlpinde af kulfiber og større kappe end nogen andre rullestorsejl. Det stod suverænt godt.
Med slæk på skødene sejlede vi generelt mellem 6,9 og 7,4 knob, og en enkelt gang surfede vi med 8,4 knob.
Cockpittet er komfortabelt til familiesejlads, fordi man kan ligge helt udstrakt på begge kistebænke, og bådens lukkede hæk kan hurtigt og nemt vippes ned som en kæmpe badeplatform. Vi har faktisk aldrig set magen i denne bådstørrelse. Cockpittet er også så rummeligt, at vi kunne være syv om bord under sejladsen.
Salonen virker usædvanlig stor i forhold til bådens 32 fod. Hemmeligheden er en helt traditionelt og gennemprøvet indretning, der er optimeret til det yderste. På den måde er der blevet plads til et usædvanligt stort toilet med bruseplads og en praktisk brusekonsol med blandingsbatteri og lille hylde til fx shampoo.
Der er fire faste køjer i for- og agterkahytterne, og man kan desuden sove på sofaerne i salonen. Agterkøjen er så stor, at der kan sove tre mindre børn.
Bavaria 32 Cruiser er en funktionel og velsejlende båd for en lille familie, og med den fornuftige pris er der al grund til at kalde den havets Folkevogn.
Læs også: Kvaliteten opvejer prisen
Salg: Floor Marine A/S,
tlf. 87 10 70 10.



