Find mere om:
Test af Oceanis 35 | båd.guide.dk

Test af Oceanis 35

Med to ror i vandet er Beneteaus brede turbåd Oceanis 35 sikker at sejle i hård vind. Masten er samtidig placeret midt i båden for at give god rorbalance på kryds, fortalte bådens designer, der var med på BådNyts test. Båden fås i tre kahyts-versioner.

Beneteau har for tiden stor succes med Oceanis 38, der blev Årets Båd i Europa i 2014, kåret af BådNyt og andre europæiske bådblade. Samtidig blev der lynhurtigt solgt over 100 af 38’eren. Og der er stadig kraftig efterspørgsel på båden, forklarer produktchef fra Beneteau Thomas Gaillard under en test på Mallorca af den nye Oceanis 35. Lillesøsteren går da også samme vej, hvor båden kan vælges i tre indretningsvarianter. Nemlig som Dagsejler med åben salon uden aptering i agterkahytter samt Weekendsejler med åben salon med apterede kahytter og sidst som Cruising med åben salon med lukkede kahytter. Vi testede den sidste model. Samtidig kan der til- og fravælges mange indretningsdetaljer, der normalt ikke ses i denne type både. Oceanis 35 koster fra 899.900 kroner, mens Oceanis 38’eren koster fra 1.054.900 kroner. Altså 155.000 mindre skal man give for lillesøsteren, men man får stadig en 10 meter lang båd, der virker større om læ, da forkahytten kan være åben i weekend-versionen, og fordi båden er 3,7 meter bred fra midten af båden og agterud.

Smarte løsninger i fleksibel franskmand

Vi sejlede ud i Palmabugten i let mellemluft. Dramatisk var det ikke ligefrem, båden på 5,53 ton har nemlig et bredt, stabiliserende skrog og en T-køl, der stikker 1,87 meter. Og med to ror sikres et godt greb i vandet, når krydsstellet på 54 kvadratmeter er sat på den 15 meter høje mast. Overrigget kan man ikke beskylde turbåden for at være. Rattet gik let, og der var kun en svag, tilpas luvgerrighed at mærke på kryds, og båden er i balance. Og det er der en forklaring på, fortalte bådens designer, Pascal Conq, der har designet Beneteaus mindre sejlbåde fra 35 til 45 fod.

B972038031Z.1_20150722182614_000+GEUMJKUB.1-0.jpg

B972038031Z.1_20150722182614_000+GEUMJKTR.1-0.jpg

»Vi har sat masten i midten af båden, og storsejl og forsejlet har lige mange kvadratmeter. Det gør båden lettere at trimme, da båden dermed er i bedre balance. Og vi har sørget for, at der først skal rebes på storsejlet fra otte m/sek.,« forklarer designeren. Vi fik farten op på 6,4 knob på kryds og gik lidt under 50 grader på kryds, hvilket ikke er specielt højt til vinden, men acceptabelt for en turbåd. Båden er primært skabt til at blive sejlet af to voksne, det ses ved, at genuaskødet er ført tilbage til rorsmanden. Vendingerne gik derfor smertefrit, når der blev halet hjem på de selvskødende Harken-spil.

For og imod targabøjle

Når vinden faldt til under tre m/sek., var Oceanis 35 ikke hurtig i optrækket, men når den var oppe i fart, gik det fint, og man kunne nyde sejlegenskaberne fra rorsmandens plads. Her kan man sidde på agterbænkene, der kan vippes op, så der er lettere adgang til den store badeplatform. Udsynet forstyrres en anelse af den store targabøjle, der er 1,75 meter høj, og man skal derfor huske at bukke hovedet, når man går ned i kahytten. Til gengæld er storskødet placeret oppe på targabøjlen, så det ikke generer i cockpittet.

Bred tysk dame til skarp pris

»Targabøjlen betyder, at vi kan skøde storsejlet længere tilbage, da det ikke skal sidde fremme foran nedgangen til kahytten, og det betyder samtidig, at nedgangen er større, dermed kan vi lave en trappe, der kun har en 40 graders hældning i kahytten,« forklarer Pascal Conq, lige før vi satte mere sejl på fra Elvstrøm Sails, der leverer til Beneteau. Farten steg til 7,5 knob, efter at vi rullede genuaen ind og satte gennakeren, der først blev hejst op i en smal pose. Med gennakeren oppe kom de to ror til deres ret, da båden nu krængede mere, efter at vi gik 60 grader til vinden på en skarp skæring. Også her var båden i fin balance. Beslaget i stævnen er ikke videre elegant, og det gør det ikke specielt let at gå om bord. Designeren har skabt Oceanis 35 med et højt fribord, der til gengæld tillader, at ruftaget er lavt, så udsynet er godt. Designeren har samtidig prioriteret, at ruftaget går næsten helt ud til fribordet. Man kan dog uden problemer gå på sidedækket, der er mere end 30 centimeter bredt, men man fornemmer tydeligt, at Beneteau er gået efter et stort, bredt cockpit og en stor kahyt. Cockpitbænkene er dog halvanden meter lange, og for nogle vil det være for kort, hvis der skal solbades. Cockpitkarmene er dog tilpas høje til at give en god rygstøtte, og der kan med lidt god vilje sidde seks voksne ved det stationære cockpitbord.

Naturligt lys i kahytten

Går man ned i kahytten ad den mindre stejle nedgangstrappe, kommer man i en meget oplyst kahyt med fire store skrogvinduer. To i salonen og to i forkahytten. Fornemmelsen af kælder, der især findes fra både fra før 1980’erne, er væk.

Sideruderne giver nemlig et godt udsyn. På denne Cruiser-3 kahyts-version har man valgt et stort, langsgående pantry i styrbord side med dobbeltvask, mens salonen er placeret overfor.

B972038031Z.1_20150722182614_000+GEUMJKTE.1-0.jpg

B972038031Z.1_20150722182614_000+GEUMJKTT.1-0.jpg

Det giver ro i salonen, og praktisk er det også med god plads, når der skal laves mad. I bagbord side er også navigationspladsen placeret. Salonen er prioriteret til at være stor, mens forkahytten er relativ kort.

Maxi 1200 – Return of the Jedi

Men fjerner man skottet ved forkahytten, og det kan gøres på 20 minutter, så virker den straks større. I forkahytten har man, som på Oceanis 38’eren, gjort plads til specieldesignede brune kvalitetskufferter, der blot kan åbnes og hænges op i forkahytten. Vældig smart. Apteringen er ikke i ægte træ, som ses på en Hallberg-Rassy, det er i stedet skabt af Beneteaus specielfremstillet lyse Alpi Blond-marinefiner, som ikke arbejder i fugt, men kunsttræet kan formes i bløde buer. Og som det er på nye både i dag, så er der energibesparende LED-lys, selv i targabøjlen i cockpittet er der placeret en. Foran navigationspladsen er et smalt, højt skab til at hænge tøj i, noget, der mangler i de fleste 10 meter lange både. På modsatte side er placeret et toilet med brus, men vælger man en model med en agterkahyt, fås den med separat brusebad, og samtidig fås en kæmpe agterkahyt i bagbord side og god plads til cykler og fendere i styrbord side. I båden, vi testede, var der to store, brede agterkahytter på hver halvanden meters bredde og to meters længde, og i styrbord side et mindre rum i styrbord cockpitbænk til fendere og andet.

Konklusionen er, at plads ikke er en mangelvare på den franske båd.

Konstruktion og koncept

Sejlegenskaber og boathandling

  • Oceanis 35 er en decideret turbåd, der ikke er specielt hurtig i optrækket, men solid, når det blæser, og med to ror i vandet er der ekstra sikkerhed for, at båden kan styres sikkert, selv når båden krænger meget. Under en test har båden dog kunnet følge med Beneteaus hurtigere First 35 i frisk vind. Targabøjlen er der delte meninger om. Den får storskødet væk, og der kan laves en mindre stejl nedgang med 40 graders vinkel, da udskæringen til nedgangslugen kan være større, men targabøjlen på 1,75 meter kan man også slå hovedet på, og den tager lidt af udsynet. Båden er let at håndtere under sejlads.

B972038031Z.1_20150722182614_000+GEUMJKUJ.1-0.jpg

BådNyt mener

  • Oceanis 35 er en decideret turbåd, hvor man undertiden kan ændre indretning med f.eks. åben eller lukket kahyt. Båden er relativt prisbillig og fås sejlklar med ekstraudstyr for omtrent en million kroner. Og du får ikke meget mere plads i en 10 meter sejlbåd end i denne her båd, der samtidig har et væld af gode detaljer til en familie på fire personer.

Oceanis 35

  • Længde: 9,98 m
  • Vandlinje: 9,7 m
  • Bredde: 3,70 m
  • Vægt: 5,53 ton
  • Kølvægt: 1,56 ton
  • Dybgang: 1,45 el. 1,85 m (standard)
  • Mastehøjde: 15,44 m
  • Storsejl: 27,6 m2
  • Genua: 105 pct. 26,77 m2
  • Asymmetrisk spiler: 83.46 m2
  • Ståhøjde kahyt: 1,91 m
  • Motor: Yanmar, 30 hk
  • Diesel: 129 liter
  • Antal kahytter: 2 eller 3
  • Pris sejlklar, leveret i Aarhus: 899.900 kr.
  • Forhandler Risbjerg.dk, Silkeborg
  • Værft Beneteau.com, Frankrig
  • Hastigheder: 6,4 knob på kryds.
  • Vind under test: 6 m/sek. og krappe bølger

Test af Beneteau First 30

23-12-2010: Beneteau First 30 integrerer nye tendenser fra kapsejlads i en familievenlig fortolkning. Læs artikel

Test af Beneteau Oceanis 38

16-02-2015: Den franske Oceanis 38 har en kahyt, man selv kan indrette efter behov. Vi prøvede den version, der har to ror og dermed et godt greb i vandet. Hurtigt gik det dog ikke i det lette vejr på Mallorca. Læs artikel

Test af Bavaria 33

10-05-2013: Den nye Bavaria 33 har fået højere mast, dybere køl, nyt dæk, ægte træcockpit og mere plads i kahytten i forhold til Bavaria 32. Men skroget er det samme. Læs artikel

Test af Dufour 335

09-04-2012: Dufour 335 er et friskt pust og godt bud på den moderne turbåd med sine smarte detaljer. Læs artikel

Test: Letbenet polsk tango

08-06-2006: Både behøver ikke at være store for at sejle godt. Det er den nye polske Tango 30 et godt eksempel på. God udnyttelse af pladsen og gode materialer gør den til en attraktiv familiebåd. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...