Guide: En Junker 22 kom til byen

Gør det selv-projekt Junker 22 er nu med forårets komme gået fra drømmefasen til den mere realistiske fase. Og der er noget at gå i gang med.

Laura kom fra Nibe til København med lastbil. Ideen om at skulle sejle de 145 sømil var blevet en smule presset på alle måder. Dertil kom, at der kan opstå problemer, når man sætter sig i en båd, man ikke kender, og som ikke har været på vandet flere sæsoner. Lastbiltransporten var uden tvivl det sikre og fornuftige valg, og det lod sig gøre med Thurah Transports hjælp til en fornuftig pris, da de havde en returkørsel fra det jyske til deres base i Ishøj.

Aftalen var at mødes på Kalkbrænderikaj over for Svanemøllehavnen, hvor de kunne sætte båden i vandet, og hvor jeg så kunne padle båden over til pladsen inde i Svanemøllehavnen.

Hjemme på redaktionen var der blevet joket om, at hvis søsætningen skulle fejres med champagne, så ville det måske være en god ide at gemme proppen, da man jo aldrig ved med både, man ikke kender – især ikke både af en vis alder. Hvis jeg blot havde lyttet mere til denne joke, kan det være, at jeg havde sparet mig selv og vognmanden for en del ekstra besvær …

Det hele gik for så vidt som forventet. Vi mødtes på havnen. Vi mødte en ufleksibel havnefoged og måtte finde et andet sted at søsætte. Men båden kom i vandet. Alle var glade – især jeg selv, da jeg ikke har haft både i snart tre år, og jeg kunne i den grad mærke, hvor meget jeg havde savnet det.

Better safe than sorry ...

Jeg nåede lige at fortælle chauffør Kim fra Thurah om joken om at gemme champagneproppen, inden jeg sagde farvel og skulle til at gøre klar til at padle over Kalkbrænderiløbet. Nu var det jo første gang, jeg havde sat Junkeren i vandet, og hvad var mere naturligt end at hive dørkbrædderne op for lige at tjekke, at der ikke kom vand ind – jeg havde jo læst, at der kunne være problemer ved rorgennemføringen på Junker 22, så better safe than sorry, tænkte jeg.

Til min overraskelse var der en del vand under brædderne. Min første tanke var, at det måtte være smeltevand fra sne og is – det havde været en hård vinter i Jylland. Så jeg smagte på vandet – det måtte være fersk, ingen tvivl om det. Men det var det ikke. Det var faktisk ikke i nærheden af at være fersk, det var frisk vand fra Øresund.

Jeg begyndte at øse, mens jeg spekulerede på, hvilke muligheder jeg havde, og hvor mon vandet kom fra. Jeg fik tjekket rorgennemføring og de to gennemføringer fra cockpittet – men det var ikke her, vandet kom ind. Kunne der være en anden gennemføring, jeg havde overset? Kunne jeg fortøje og holde båden oppe med fortøjningerne, indtil jeg fandt utætheden, eller kendte jeg nogen, der havde en pumpe, som kunne holde skuden oven vande …?

Fransk multiværktøj til det danske vejr

Redningskonen hjalp

Det var vanen tro min kloge kone, Camilla, der kom op med en mere realistisk løsning. Hun er sygeplejerske og har måske derfor en pragmatisk tilgang til løsning af praktiske problemer.

»Du bliver nødt til at ringe til lastbilen igen, ellers synker båden,« sagde hun.

Hm, tja, når man nu bedst kan lide at løse problemerne selv. Og var det ikke pinligt at skulle ringe? Han var jo stort set lige kørt. Men der var ikke andet at gøre. Vandet steg, og jeg øste.

Heldigvis kom Kim stort set med det samme uden at være sur! Vi fik stropperne på igen og begyndte at løfte båden. Og mens båden kom op af vandet, var det, at jeg huskede, at Jacob, bådens tidligere ejer, fortalte, at jeg skulle huske at skrue bundproppen i, før båden kom i vandet. Det var i februar.

Hvordan jeg kunne have glemt det, ved jeg ikke, men det havde jeg. Og så ganske rigtigt stod der en fin stråle ud af bunden af kølen, som om Laura lige skulle markere, at hun var kommet til storbyen. Jeg hoppede om bord og fandt bundproppen – en 8 mm bolt, der skulle skrues i, hvilket den blev, hvorefter båden røg i vandet igen – og denne gang flød den uden at tage vand ind.

Kim kørte – igen – og jeg roede Junkeren over til bådpladsen og fik den fortøjet. Mens jeg tænkte over, hvorfor der er bundprop i en glasfiberbåd? Ja, den er langkølet, ja, det er et dybt kølsvin, der er svært at komme til – men hvis båden i udgangspunktet er tæt, skal der vel ikke være en bundprop i?

En af mine venner, Bo, mener, at det måske stammer fra dengang, da man byggede træbåde, der pr. definition var utætte og tog lidt vand i, som man gerne ville kunne få ud at det dybe kølsvin. Så da Junkeren er fra 1972 og dermed blandt de første serieproducerede glasfiberkølbåde, var det måske traditionen, der har gjort, at man lavede konstuktionen dels med langkøl, dels med bundprop. Jeg hører gerne fra jer læsere, hvis I har en god forklaring.

Retro-charme fra Kroatien

Nu må vi se fremad

Jeg har fjernet en del af det rådne træ. Dørkbrædderne har jeg taget op, og under dem er jeg stødt på det mest mærkværdige, jeg har set på en båd – over kølen mellem spanterne er der strøet metalmøtrikker, og over dem er der støbt et lag cement, der skal holde møtrikkerne på plads. Ideen er sikkert at lægge mere vægt under vandlinjen, der skal bidrage til stabiliteten – præcis som på vikingeskibene, der fik deres stabilitet fra et lag sten fra bundstokken til lige under dørken.

Selv om en Junker 22 er gammel, er den trods alt ikke fra Vikingetiden, og jeg mener, at man da må kunne gøre noget mere begavet end at bruge møtrikker og cement. Så jeg vil forsøge at få fat på bådens konstuktør, den fortsat meget aktive Arne Borghegn, og høre, om han har en forklaring eller nogle gode råd i forbindelse med projektet, der nu skifter navn fra Laura til Esmeralda. Efter den lettere kaotiske søsætning fornemmede jeg, at jeg vil have mere held med et nyt navn til den gamle pige – så sådan bliver det.

Ud over Arne Borghegn er næste punkt på min to do-liste at få BådNyts Torsten Rasmussen ned på Esmeralda, så vi kan lave en plan. Jeg glæder mig til at høre, hvad han synes, og i hvilken rækkefølge projektet skal gribes an.

Fra min side handler det om at gøre båden sejlklar og brugbar til dagssejlads så hurtigt som muligt. Den anden del af planen er de lidt større projekter, der kan klares over vinteren 2014-2015. Mere om det senere.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.