Find mere om:
Stilfuld svensker til tursejleren | båd.guide.dk

Stilfuld svensker til tursejleren

Svenske Malö er aktuel som aldrig før. Den klassiske båd fra hinsidan leverer gedigent håndværk, gode sejlegenskaber og masser af komfort.

Mange værfter bygger sejlbåde, som udelukkende skal bruges til cruising.

Men få gør det med så sikker og stilfuld hånd som svenske Malö. Klassikeren fra Kungsviken på Orust i skærgården nord for Gøteborg har genopfundet sig selv med sin nye Malö 37, som har et bredere agterskib og længere vandlinje end tidligere modeller, hvilket giver et større sejlareal og kort sagt en bedre sejloplevelse.

Der skal ikke herske tvivl om Malös målgruppe, som er alt andet end kapsejlere. Malö leverer komfort og sejlglæde serveret i de bedste materialer, og så lægger værftet stor vægt på en let betjening. Alt sammen kommer glimrende til udtryk i den svenske familiesejler.

Man kan så diskutere designet med en fast targabøjle hen over cockpittet, hvorpå storsejlet bliver skødet. Og man kan diskutere den faste windscreen, som går over i en høj sprayhood. Men virke, det gør det.

Båden er tør, man har masser af læ selv i hårdt vejr, og så kan det hele styres af én mand fra cockpittet. Det oplevede denne signatur, da TOUR prøvesejlede Malö 37 i temmelig frisk vind ud for Helsingør i efterårsferien.

Stabil og velsejlende
Selv om 37'eren nok er tung, sejler den glimrende. Trods rullestorsejlet, som forsvinder ind i masten, har sejlet en fornuftig profil, fordi de lodrette sejlpinde ikke er gennemgående. Og med genuaen kun rullet halvt ud gik båden stabilt på kryds gennem den krappe sø fra Kattegat. Styringen var overraskende let på en tursejler af denne kaliber.

Og hvor halter båden så? Det siger sig selv, at en fast monteret targabøjle og den høje sprayhood tager noget af udsynet. På samme måde er rattet som i de fleste andre turbåde så lille, at man som rorsmand er mere eller mindre tvunget til at styre fra en centerposition. Det er dejligt på slør med slæk på skøderne, men når man sejler bidevind, vil de fleste styrmænd gerne op og ud til siden for at få overblik.

Den øvelse kræver en god portion stædighed, ligesom det bliver noget af en udfordring at sejle på bestik af livlige tickles og vindens påvirkning af sejlene. Men det har så heller aldrig rigtig været formålet med Malö. Her gælder det ikke om at komme hurtigst frem, men om at nyde turen frem mod næste havn. Og det gør man alt andet lige, når man tvinger sig til at trække vejret dybt og glemme alt om højde og fart.

Klassisk kvalitet
Cockpittet er rummeligt, og som det hører sig til i enhver tursejler, har Malö 37 gjort plads til en velkommen badeplatform agter.

Om læ føler man sig i den grad hjemme og mærker den svenske kvalitet. Med sine 37 fod levner båden dog ikke mange muligheder for at sætte sit eget præg på indretningen. Båden leveres med en agterkahyt i bagbord side og en forkahyt. Toilettet sidder i styrbord side bag kortbordet, og det er sådan set det. Men salonen er lys, og der er fuld ståhøjde for selv en stivnakket journalist på 193 cm.

Hvordan skal vi så kategorisere Malö 37? Som en dejlig og velsejlende cruiser til dem, som sætter komfort og klassisk svensk bådebyggerhåndværk over ønsket om højde og fart. Et smukt og indbydende skiv!

Læs også: Vind i håret eller sol på næsen


Malö 37

  • Pris (standardversion): 2.317.000 kr.
  • Forhandler: Kronborg Marine, Helsingør (kronborgmarine.dk)
  • Længde (LOA): 11,55 m
  • Bredde: 3,62 m
  • Dybde: 1,80 m
  • Køl: 2,70 tons
  • Mastehøjde: 17,15 m
  • Storsejl: 37 kvm
  • Fok: 20 kvm (ikke standard)
  • Rullegenua: 32 kvm.
  • Spiler: 105 kvm
  • Motor: Yanmar Aquadrive 28,7 kW (39 HK)

Karakterbog

  • Formgivning: X X X X
  • Plads: X X X X
  • Stuverum: X X X
  • Udstyr: X X X
  • Betjening: X X X X X
  • Sejlegenskaber: X X X X
  • Komfort: X X X X X
  • Kvalitet og finish: X X X X X
  • Når hjertet skal bestemme: X X X X

Test: Oceaner af plads i sejlbåden

03-08-2009: I den rendyrkede Cruiser Tango 33 får du plads, som sjældent er set i denne bådstørrelse, og prisen er som Tom K's speeder - i bund. Læs artikel

Test: Familiens Formel 1

10-10-2008: X-Yachts har begået en velsejlende 34-fods båd, som kan sejle fra konkurrenterne i kapsejladser og samtidig give masser af komfort og sejlglæde på langturen. Læs artikel

Test af Ice 62

09-03-2014: Italienske Ice 62 er nomineret i luxury cruiser-kategorien i European Yacht of the Year-konkurrencen. Båden er utrolig velsejlende, og så har designeren Umberto Felci vendt op og ned på konventionerne for, hvordan en båd bør indrettes om læ. Vi er begejstrede. Læs artikel

Nyhed: Seks på stribe

22-02-2013: Om østjyder har et særligt gen, når det gælder produktion af store sejlbåde er uvist, men faktum er, at landets seks største sejlværfter alle ligger langs den jyske østkyst med Nordborg i syd og Skærbæk i nord. For første gang er det lykkedes at få dem alle til at udstille på bådudstillingen i Fredericia, og her kan man for alvor se, hvad danske bådkonstruktører kan præstere i det nye årtusinde. Læs artikel

Test af Jeanneau 57

25-03-2011: Jeanneau 57 er et bud på en moderne luksuscruiser med god plads og til en relativ god pris. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...