Find mere om:
Guide: Victoria vender hjem | båd.guide.dk

Guide: Victoria vender hjem

Vidar Illums stædighed og passion for træbåde har ført ham frem til en helt unik situation: Til sommer kan han sejle i den båd, som hans morfar vedligeholdte, og som hans mor som lille pige fik sine første sejlture på.

Historien begynder med min morfar, Ole Hansen, der var skibs- og bådebygger. Han havde en aftale med ejeren af ”Victoria”, Gunnar Svensson, om, at han kunne låne båden frit mod at vedligeholde den, hvilket sandsynligvis er årsagen til, at ”Victoria” har overlevet frem til i dag.

Min morfar var dermed den første i familien, der sejlede med hende, hvilket han gjorde fra 1931 og frem til sin død i 1964. Min morfar var en dygtig bådebygger, som blandt andet var med til at bygge 10-meteren ”Rita IV” for Christian X i 1926. Desuden havde han blandt andre Poul Molich i mesterlære.

Min mor, Inger Illum, har også sejlet med ”Victoria” fra hun var helt lille. Hun fortæller, at hendes sommerferier som barn blev tilbragt med at sejle Danmark tyndt, og da hun som ung læste til eksamen, foregik det ofte i ”Victoria”, hvor hun kunne læse i fred og ro.

B97772565Z.1_20140514175604_000+GPPCOMJ3.1-0.jpg

I dag er jeg selv den lykkelige ejer af ”Victoria”, hvilket gør mig til tredje generation i vores familie, som (forhåbentlig snart) kommer til at sejle med hende.

Kærlighed ved første blik

Lettere arveligt belastet i Frem-regi, hvor jeg er fjerde generation, begyndte jeg for et par år siden at lede efter de både, som familien havde sejlet med. De fleste var naturligvis gået til. Dog fandt jeg min onkels båd ”Ambition”, en 7 m fra 1918 i Norge, som ejerne desværre ikke var villige til at give afkald på. Til gengæld inviterede de mig til Bergen for at sejle med ”Ambition”.

En kold vinteraften i 2010 efter et tovværkskursus i Frem hos den aktive træbådssejler og kapsejladschef i Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer, Gorm Boa, faldt snakken på de gamle både. Jeg fortalte Gorm om min mislykkede jagt på familiens gamle både, hvorefter Gorm henslængt sagde, at jeg da bare kunne købe ”Victoria”.

B97772565Z.1_20140514175604_000+GPPCOMJP.1-0.jpg

»Eksisterer den stadig?,« fik jeg vist sagt meget højt.

»Ja, ja da,» sagde Gorm, »den står ude i et telt på Ryvang Kaserne. Der er vist nogle pensionister, der har gået og bygget på den, men projektet har ligget stille i en del år.«

En halv time senere holdt jeg i min bil ude foran den gamle Ryvang Kaserne. Jeg kan huske, at jeg nåede at tænke, hvad laver du egentlig her?

Inde bag pigtrådshegnet kunne jeg se et buet entreprenørtelt. Det passede nøjagtigt på Gorms beskrivelser. Og så gjorde jeg noget, man ikke må; jeg hoppede over hegnet, løb hen til teltet og kravlede ind under teltdugen. Inde i det mørke telt tændte jeg min lommelygte, og der stod hun. Det var vel en slags kærlighed ved første blik. Min kone mener i hvert fald, at hun er røget en plads ned på prioritetsranglisten, efter jeg fandt ”Victoria”.

Et par dage efter fik jeg kontakt til Kurt Grønborg, som var en af de pensionister, der havde været med til at restaurere ”Victoria”. Der gik ikke mange minutter, før Kurt så mig som ”Victorias” redningsmand. Projektet var nemlig gået i stå i 2007, da Kurts kammerat og ankermand i projektet, Finn Thøgersen, døde. Samtidig var kassen tom, og det var svært at få flere midler. Slank, uden at være ranglet

Ejerne lugtede guld

På daværende tidspunkt havde de skiftet alle spanter og svøb samt lagt ny mahognibeklædning på. Der var også rigtig mange originale dele i Kurts kasser samt alle de originale dokumenter på båden, hvilket var lidt af et fund.

Kurt satte mig i forbindelse med de egentlige ejere, nemlig SSBU. De lugtede desværre straks guld, og så begyndte en meget lang og sej forhandling. Undervejs satte SSBU ”Victoria” til salg i DFÆL-bladet. Men nu er jeg altså ikke typen, der giver op, så efter et års forhandlinger kunne jeg til sidst underskrive købsaftalen.

Jeg havde i mellemtiden fået kontakt til Niels Andersen fra Gilleleje Bådebyggeri. Niels er en kapacitet inden for meterbåde, og han ville gerne hjælpe mig med restaureringen. Det pudsige var, at Niels havde stået i mesterlærer hos Poul Molich, som i sin tid stod i mesterlære hos min morfar, som jo havde passet ”Victoria”.

B97772565Z.1_20140514175604_000+GPPCOMJE.1-0.jpg

I august 2011 blev ”Victoria” flyttet fra Ryvangen til Gilleleje. Kurt kneb en lille tåre, da vognmanden kørte af sted med ”Victoria”, men det havde jo også været hans ”barn” de seneste mange år.

Arbejdet skulle i gang, men det viste sig hurtigt, at tidsplanen ville skride, for bådebyggeren Niels kom med den for ”Victoria” og mig dårlige nyhed, at han havde fået en ordre på en helt ny, eldrevet kanalturbåd til København. Det betød, at ”Victoria” rykkede ned i køen på værftet, og der kom desværre til at gå to år, før vi kom rigtigt i gang.

Jeg fik via Gorm Boa kontakt til bådebygger Jørgen Jensen, som er kendt for sit håndværk i træskibskredse. Jørgen Jensen arbejdede på det tidspunkt sammen med en træmand og bådebygger Kristen Barfod fra Frederiksdal Bådebyggeri, og de ville gerne hjælpe med at genskabe skylight, forluger og skydekappe.

De originale dele var så medtagede, at vi var nødsaget til lave helt nye. Så i vinteren 2011/2012 blev der bygget i Frederiksdal Bådebyggeri. Vi forsatte i 2012 med at lave bom, bovspyd og en masse andre ting.

Cockpitkarmen var en af de lidt større udfordringer, vi havde. Jørgen og Kristen havde lige leveret en tilsvarende til en anden båd, så de var klar til opgaven. Den blev lavet af syv lag mahognifiner, som blev bøjet og limet over vores skabelon. Det lykkedes næsten i første forsøg, men så trådte Jørgen i karakter og fik rettet den til.

Mange dele blev reddet

Da jeg var i 20’erne, restaurerede og ombyggede jeg gamle folkevogne, og når vi skulle have repareret nogle af de originale dele, kørte vi op til Per i Farum. Per er en af de få gørtlere, der er tilbage i Danmark, og derfor var det helt naturligt at kontakte Per igen. Per ville heldigvis gerne hjælpe med at restaurere og genskabe kopier af de gamle beslag osv.

B97772565Z.1_20140514175604_000+GPPCOMK9.1-0.jpg

Jeg var så heldig, at ca. 80 pct. af beslag, messingdele osv. kunne reddes, herunder koøjer, klamper, bombeslag, rorpind osv. Per gik i gang med at lodde og reparere, og til sidst gik beslagene til forkromeren.

Hængslerne til forlugen kunne ikke reddes, så Per måtte lave helt nye ud fra de gamle.

Vi fik også støbt bronzebogstaver, og vi fik dem forkromet sammen med en masse messingskruer. Der var desværre forsvundet nogle dele herunder nogle udluftningsventiler og et par klamper, men en dag var jeg meget heldig.

Jeg var ude hos Morten Laurs Sørensen fra Københavns Yacht & Motorbådsværft, og spurgte, om han havde noget liggende – det er trods alt et værft, der har eksisteret i mange år.

»Jeg mener, jeg har en kasse stående et eller andet sted,« sagde Morten. Det var som at finde en skatkiste, og der var guld i den. Alle de beslag, jeg manglede, var der.

Alternativ odyssé over Atlanten

Mastekasse på 14 m

Den mast, der lå ved siden af båden, da jeg fandt ”Victoria”, var en fyrretræsmast med revner og knaster. Desværre var der skåret meget af den, idet Gunder Svensson havde nedrigget båden i flere omgange.

B97772565Z.1_20140514175604_000+GPPCOMH4.1-0.jpg

Jeg besluttede derfor at få lavet en ny mast med den originale længde på 14 meter. Nu er det ikke alle bådebyggere, der har en mastebænk i den længde, men det havde Morten Laurs Sørensen. Det lykkedes ham også at fremskaffe noget oregon pine i rigtig god kvalitet, og så gik vi i gang.

Masten bliver opbygget som en firkantet kasse og limet sammen med forskudte samlinger, forstærkninger, rørføringer osv. Der skal bruges en del skruetvinger til en mast på 14 meter.

Når kassen er klar, skal der høvles. Man begynder med den firkantede mast, så høvler man den til en 8-kant, så en 16-kant og så 32-kant – og samtidig skal masten være tynd i den ene ende og tyk i den anden. Fitnesscenteret kan godt fravælges, hvis man kigger på, hvor mange ture fra den ene ende af hallen til den anden, der bliver gået med høvlen. Til sidst står den på sandpapir i forskellige kornstørrelser og endelig 10 gange lak.

Fribordet blev sænket

Efter en fantastisk sommer i 2013 gik bådebygger Niels Andersen fra Gilleleje Bådeværft endelig i gang.

”Victoria” blev kørt ind i den store hall og klodset op. Nu begyndte et stort arbejde med opmåling af båden.

Båden havde desværre ”vredet sig”, og jeg kunne ikke få målene på tegningen fra 1918 og 1925, hvor der blev sat kahyt på, til at stemme. På et tidspunkt blev jeg så hidsig, at jeg måtte gå ud på havnen og sparke til nogle molesten. Det hjalp faktisk. Jeg startede helt forfra og målte i stedet nede fra blykølen og opefter, og så passede målene.

Jeg fandt ud af, at man i 1925 havde forhøjet fribordet med 12 cm for at få mere plads nede i kahytten, men man havde ikke samtidig flyttet bjælkeværket med op. Vi besluttede at føre ”Victoria” tilbage til sit oprindelige udseende fra 1918 ved at sænke fribordet med 12 cm. Det betød desværre, at det mahognidæk, som Kurt havde lagt, måtte lade livet. Det gjorde helt ondt, da Niels kørte rundsaven igennem dækket, men det skulle jo til. Niels brugte lidt tid på at lure, hvordan det hele skulle gribes an med hensyn til opretningen. Og den tid skulle vise sig at være givet godt ud. En 6-meter med sjæl og utætheder

Fantastisk proces

De gamle bjælkeværker var samlet flere steder og ikke så stabile. Så for at få rettet båden ordentligt op valgte vi at lave to nye i lærketræ. De to nye bjælker kom fra Gribskov og var godt lagret.

Niels gik i gang med at lave dæksbjælker og stikbjælker m.v. Alt blev lavet helt fra grunden.

Det er fantastisk at følge processen og håndværket fra planke til de færdige dæksbjælker. Niels er en meget dygtig bådebygger, som man kun kan beundre.

Da alle dæksbjælker og stikbjælker var lavet og monteret, blev det hele skilt ad igen, og så skulle jeg i gang med at slibe alle delene, inden de skulle lakeres. Efter første slibning kiggede Niels på mit arbejde og sagde venligt, men bestemt: »De skal vist lige have en gang til.«

Så var det på den igen, og det lykkedes da til sidst. Herefter var det bjælkernes tur til lakering. Lidt lak og slibning lyder måske ikke af meget, men der er mange emner, der alle fik hele turen med fem gange lak og lette mellemslibninger – det trak tænder ud.

En Junker 22 kom til byen

Der er forsat en del arbejde, der skal gøres – ikke mindst er der en masse finish og detaljer, der skal på plads, men vi er fortrøstningsfulde i forhold til tidsplanen og regner med at komme på vandet til sommer.

Victoria

  • Bådtype: 7mS fra 1918
  • Længde overalt: 11,35 m
  • Bredde: 2,3 m
  • Dybgang: 1,47 m
  • Vægt: 5.000 kg
  • Kølvægt: 2.700 kg
  • Fok: 28 kvm
  • Storsejl: 40 kvm
  • Spiler: 76 kvm
  • Konstruktør: Anton Witt

Guide: Esmeralda lækker lidt forneden

03-07-2015: BådNyts Junker-22-gør-det-selv-projekt ”Esmeralda” er ved at være klar til søsætning nr. to i indeværende sæson. En formodet utæthed ved rorlejet viste sig at være en køl, der var flækket på langs. Læs artikel

Guide: Ny pumpe til Esmeralda

05-09-2014: I vores Junker 22-projekt er vi nu nået til at fjerne elsystemet. Vi vil have grøn energi i stedet. Det betyder, at elpumpen skiftes ud med én til håndkraft. Her kan du se hvordan. Læs artikel

Guide: Nyt navn til ældre pige

27-07-2014: Gammel overtro siger, at man ikke må skifte en båds navn. Ikke desto mindre var der efter søsætningen brug for at vaske tavlen ren. Så ”Laura” hedder nu officielt ”Esmeralda”. Læs artikel

Guide: En Junker 22 kom til byen

18-05-2014: BådNyts redaktør har fået foræret en godt brugt Junker 22. Det er et gør det selv-projekt, som har vist sig større end almindelig forårsklargøring. Projektet var ved at kuldsejle, allerede da båden ankom. Heldigvis reddede et godt råd og en hurtig vognmand båden fra at synke, og projektet kan køre videre. Læs artikel

Guide: Køb en træbåd

12-08-2011: Drømmer du om at eje dit eget træskib, som er bygget efter historiske metoder, er skibsbyggerne på Vikingeskibsmuseet i Roskilde det helt rigtige sted at henvende sig. Køber du et træskib på værftet, er det imidlertid meget mere end et almindeligt køb af en båd, du foretager. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...