Find mere om:
Oceaner af plads i sejlbåden | båd.guide.dk

Oceaner af plads i sejlbåden

I den rendyrkede Cruiser Tango 33 får du plads, som sjældent er set i denne bådstørrelse, og prisen er som Tom K's speeder - i bund.

En af de seneste nyheder på det hjemlige markedet er fra Polen, som efterhånden har opnået status som et ganske spændende båd-land.

Dagen, da Tour skulle prøve denne nyhed, bød på frisk vind til kuling op til 15 m/sek., så måske ville de fleste nok være blevet i havn og have nydt den megen plads, der er tryllet frem under dæk i en båd på bare 33 fod.

Båden opleves ganske enkelt gigantisk indeni. Den fås med dobbelt agterkahyt. Tænk 20 år tilbage, få en 33 fods båd frem på nethinden, ja, dengang skulle man være heldig, hvis der var en stikkøje. Nu taler vi om dobbelt agterkahyt med hver sin dør, der kan lukkes, det må siges at være nye tider.

Når man siger Polen, tænker mange nok - nåå, hvordan er kvaliteten så?

Absolut konkurrencedygtig

Det var faktisk også vores tanke, da vi entrede. Men trods en grundig gennemgang af luger, lister og apteringsdetaljer lykkedes det ikke at finde tegn på dårlig kvalitet.

En smule upræcis i sammenføjningerne var nok vores største anke, men planløsningen er til gengæld 100 pct. i orden, så alt i alt har vi med en af markedets mest konkurrence dygtige både at gøre.

For under 800.000 er du på vandet. Sejlklar, leveret og søsat med sejl, en smule elektronik og de vigtigste fornødenheder. Den er svær at slå.

Nå, nu handler en prøvesejlads om andet end nede i kahytten, så da vi fik sat sejl - med et enkelt reb som måske burde have været to - gik det ud over bølgen blå.

Styrer som en drøm

Vind var der som tidligere nævnt rigeligt af, så vi fik afprøvet sejlegenskaberne under forhold, der vil opleves som maksimale for en cruisingbåd.

Tango 33 klarede opgaven perfekt og styrede som en drøm. Den dybe køl på 2,02 m og et førsteklasses wiretrukket styresystem, som i øvrigt er forsynet med en revolutionerende fidus, er en del af hemmeligheden.

Man kan simpelthen vinkle rattet til begge sider, så det til sidst står langs-skibs. Og så kommer det særlige: Man kan stadig styre.

Det skaber passage og plads, som ikke er set mage, og det er muligt for skipper at styre fra alle positioner i cockpittet, selv helt ind under sprayhooden, hvis man måtte have lyst.

Flere småfejl

Op på kryds opdagede vi flere småfejl og mangler. Her skal jeg indskyde, inden jeg tager grovfilen frem, at den båd, vi sejlede, var byggenummer tre. Og værftet er, fortalte Tommy Overgaard fra Sense-Boat, meget fleksible og åbent for forbedringer og ændringer.

Så flere af de ting, vi opdagede, kan man regne med bliver rettet.

Med al den vind måtte vi reducere sejl.

Så vi rullede ind på fokken, til den havde en størrelse, der var til at håndtere under forholdene. Problemet var bare, at så var der ikke et skødepunkt, der passede. Skødeskinnen var simpelthen ikke lang nok. Det var faktisk skidt.

En anden væsentlig - om end ikke så nødvendig - forbedring vil være at sørge for en kraftigere agterstag-strammer med en bedre dimensioneret og placeret klemme.

Og mens vi er ved de fejl, som værftet altså lover at rette: Sædet bag styrepositionen bør flyttes en smule agterud. Det er nødvendigt, hvis man skal kunne sidde på det, uden at knæene rager ind i rattet.

Men alt i alt en båd der sejler fint, men de store sejre vinder den under dæk med den megen plads, som båden tilbyder.

Læs også: Lynhurtig sportscruiser fra Monterey

TANGO 33

  • Længde overalt: 10,60 m.
  • Længde, skrog: 9,98 m.
  • Bredde: 3,47 m.
  • Dybgang: 2,02 m.
  • Vægt: 5.075 kg.
  • Kølvægt: 1.750 kg.
  • Storsejl: 29,6 kvm.
  • Genua: 27 kvm.
  • Spiler: 85 kvm.
  • CE kategori: A/B.
  • Pris: Leveret, søsat, rigget og sejlklar: 798.000 kr.
  • Producent: Tango værftet, Polen, www.tango-yachting.com
  • Konstruktør: Andrzej Skrzat.
  • Forhandler: Sense-Boat, www.sense-boat.dk

Godt og skidt

Tre plusser:

  • Meget plads.
  • Super fin styring og styresystem.
  • God stabilitet.

Tre minusser:

  • Lille cockpit med smalle sæder.
  • Ufærdig udvikling af enkelte rigfunktioner.
  • Upræcist apteringsarbejde.

Nyhed: Her er den rette båd til cruising

18-02-2011: Peter Bjørn Olsen og Lars Hallkvist har tegnet en ideel sejlbåd for to til skandinaviske ture. Læs artikel

Test: LuXus-limousine på vandet

26-06-2009: Seneste nyhed fra X-Yachts i Haderslev er i cruisingklassen, hvor Xc 42 netop har haft verdenspræmiere på vandet. Vi var med som de første. Læs artikel

Test: Stilfuld svensker til tursejleren

15-11-2008: Svenske Malö er aktuel som aldrig før. Den klassiske båd fra hinsidan leverer gedigent håndværk, gode sejlegenskaber og masser af komfort. Læs artikel

Test: Familiens Formel 1

10-10-2008: X-Yachts har begået en velsejlende 34-fods båd, som kan sejle fra konkurrenterne i kapsejladser og samtidig give masser af komfort og sejlglæde på langturen. Læs artikel

Test: Letbenet polsk tango

05-03-2007: Både behøver ikke at være store for at sejle godt. Det er den nye polske Tango 30 et godt eksempel på. God udnyttelse af pladsen og gode materialer gør den til en attraktiv familiebåd. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...