Find mere om:
Test af Chris Craft Corsair 28 | båd.guide.dk

Test af Chris Craft Corsair 28

Chris Craft Corsair 28 viderefører en distinkt stil og kvalitet i verdens ældste bådmærke.

En Chris Craft - er det noget særligt? Ja, prøv bare at være om bord, når den anløber en havn. Knægtene kommer myldrende med deres fædre lige i hælene. Den gamle magi er usvækket hos verdens ældste og mest berømte bådmærke. Den har havne-power som ingen anden.

En Chris Craft kommer altid sejlende med en enorm bagage af forventninger, når man tænker på den succes og glamour, der altid har omgivet mærket. Men historien rummer også en periode med mangel på succes fra halvfjerdserne, hvor salget faldt, og ejerskabet skiftede flere gange og til sidst måtte fiskes ud af konkursboet efter det enorme konglomerat OMC. Den nuværende chef, Stephen Julius, er lidt af en mirakelmager. Han købte f.eks. Riva-bådene - Europas svar på amerikanske Chris Craft - og fik det fine gamle værft i omdrejninger igen. Nu har Chris Craft gennemgået samme proces, og det hele er et spørgsmål om, hvor meget af fortidens stråleglans, der er sluppet igennem kuren.

Chris Craft Corsair 28 er en ny model i en serie af daycruisere, som i sig selv er bemærkelsesværdig alene ved sin pris på ca. 1,5 million. Men når man går om bord i Chris Craften, mærker man straks en særlig aura, som man ofte oplever hos både fra værfter med en lang erfaring og tradition bag sig. Her er ingen smarte eller overlæssede ideer, for de er for længst afprøvet, ændret eller kasseret. Corsairen er nærmere udført hen imod det minimalistiske, men på en speciel, næsten selvbevidst facon.

Plads til at sidde, ligge og solbade

Corsair-modellen er en kæmpestor daycruiser, som nærmest kun består af et cockpit, en solseng og en badeplatform. Den har en lav kahyt ude under fordækket med to køjer, men den forekommer noget sekundær. Alt er centreret om udendørslivet i cockpittet, som er overdådigt. Tre siddepladser foran og seks-syv i den store U-sofa. Derudover solsengen oven på motorkassen og på fordækket, der begge kan polstres med hynder.

Båden er enorm bred, 3,05 meter, og er ret lav i fribordet, men alligevel forekommer cockpittet ganske vel beskyttet. Den store bredde medfører en anden fordel ud over pladsen, at den er usædvanligt stabil at træde ned på. Båden er tilmed udstyret med skandæk af teak, der holder godt på sejlerskoene, så selv de værste landkrabber har en chance for at komme om bord med værdigheden i behold.

Langsomste model sejler 40 knob

Chris Craften er også fartmæssig overlegen, selv om vi "kun" sejler den motormæssigt mindste model med Volvo Penta 375 hk GXI-benzinmotor. Man vil dog ikke kaste skam over familien ved at nøjes med denne udgave. Den store 8,1-liters V8'er trækker på en effektiv Volvo Penta-duoprop og accelererer den relativt tunge båd til planingsfart på omkring fem sekunder og præsterer en tophastighed på lige omkring 40 knob. Forekommer dette at være uudholdeligt langsomt, er der mulighed for at vælge en større maskine på 420 hk eller dobbeltmaskiner på enten 2 x 190 hk diesel eller 2 x 320 hk benzinmotorer.

Båden planer ud omkring 16 knob og kan uden problemer fastholdes i planing fra denne hastighed, takket været netop den effektive duoprop, der holder sit greb i vandet og ikke uden videre tillader båden at "dumpe igennem" planingstærskelen. Det betyder, at man stort set aldrig behøver at søge ned under planingsfart i modsø. Skroget er relativ dybt med en bundvinkel på 20 grader og klarer søen rigtig godt, faktisk meget bedre, end vi forventede af en klassisk amerikansk glamour-båd, som plejer at være konstrueret til fladt vand. Her sejler vi uden vanskelighed i komfortabel cruisinghastighed over 20 knob, selv om vandet på Øresund absolut ikke var fladt. Der kan komme nogle smældende lyde fra stævnen, når den møder krappe bølger, men bådens bevægelser er ikke mere, end de velpolstrede sæder kan absorbere.

Den klassiske udfaldende "vandafvisende" stævn klarer jobbet perfekt, lige bortset fra ét lille punkt: Når man accelererer båden op til planing imod vind og bølger af en vis størrelse, så nytter det ikke noget at være forsigtig. Den skal sættes i gang med et raskt hug, så stævnen rejser sig, ellers får man røgvand ind forover. Heldigvis kan vindspejlet klare opgaven, selv om det er lidt for lavt til at give komplet læ til høje mennesker. Corsair-modellen er en lav båd med let negativt spring og et fribord på under 1,10 meter, og her kræver stylingen, at vindspejlet harmonerer med dimensionerne. Vi andre må lide lidt - eller finde en måde at sænke styrepladsens stole på.

Styringen - ja, den er klassisk

Styreegenskaberne er som forventet ved en stor og relativt tung planende båd. Den har en glimrende retningsstabilitet og styrer umiddelbart villigt med tillidsvækkende hurtig reaktion på små styreudslag. Men den er "stor" at styre, er ikke glad for at slå snævre sving i høj fart, og næsen skal trimmes ned via drevet for at få effekt af styreudslaget. Vil man lave flotte "kavaler-sving" med god krængning, er det lettere at gøre det på gammeldags maner ved at tage gassen lidt af, dreje på rattet og speede op igen. Hvilket for øvrigt vil sikre dig evigt taknemmelige passagerer, som hermed får en lille advarsel om kursændringen.

Under dæk er der som nævnt ikke ret meget at skrive om. Der er nærmest kun tale om et køjerum med to voksenkøjer, for rummet er så lavt, at der knap er siddehøjde på køjerne. Men den byder på luksus i form af et elektrisk toilet med korrekte faciliteter, holdingtank og pumpe, og der er en lille køkkensektion med vask og plads til et gasblus og minsandten også et lille skab, der dog næppe kan rumme andet end en soltop på bøjle.

Et par skæverter

Adgangen til køjerummet foregår gennem en todelt foldedør, som vel nok er den eneste bøf ved denne dyre båd. Døråbningen er i forvejen ikke særlig bred, og den foldede dør tager plads, så det kræver nogen akrobatik at komme til og fra køjerummet.

Vi fabulerede under sejladsen med en teori om, at døren sikkert var lavet sådan, for at alle de smukke kvinder, der forventes at befolke sådan en båd, får chancen for at vride sig ud og ind på en særlig dekorativ måde. En anden skævert er, at trafikken til og fra fordækket foregår over ét udfoldeligt trin, lavt placeret ved siden af kahytsdøren. Det virker lidt snoldet, men til undskyldning skal siges, at amerikanske både ofte ligger ved y-bomme, så trafikken over fordækket er måske begrænset. Eller også holder teorien om de kvindelige passagerers kropsbevægelser ...

Masser af stuverum - og rustfrit

Ude i cockpittet er der stuverum overalt under siddepladserne. Der er indbygget køleskab under den bagbords sofa, men det virker noget småt, særlig efter amerikanske forhold. En elegant detalje er stuverummene med fenderholdere, der befinder sig bag en skråtstillet hynde, som er let at vippe til side. Ingen grimme udendørs fenderholdere her!

Alt er gennemført og i de bedste materialer. Chris Craften er et stykke af rustfri-himmelen, lige fra det rustfri anker i stævnen - elektrisk og fjernbetjent, naturligvis - til den lækre badeplatform, hvor man kan folde en praktisk rustfri stang op, så der er noget at trække i, når man skal op fra badestigen. Praktiske og sikre er også de gode håndlister, der løber langskibs på fordækket og tværskibs agter på motorkassen. De sidder lige, hvor man ubevidst forventer dem.

Motorklappen åbner hydraulisk på rustfrie beslag og afslører mere stuverum til f.eks. cockpitbordet, der ellers kan være en plage i en båd. Motorklappen dækker også over bådens sammenfoldede kaleche, som ligger fuldkommen skjult bag ryghynden til agtersofaen. God og stilsikker detalje - kalecher er sjældent kønne, når de er foldet sammen. Det har Chris Craft indset for længst.

Chris Craft Corsair 28 i tal

  • Længde: 9 m
  • Skroglængde: 8,48 m
  • Vandlinje: 6,98 m
  • Bredde: 3,05 m
  • Vægt, "tør": 3402 kg
  • Brændstof: 568 l
  • Vand: 132 l
  • Holdingtank: 38 l
  • Bundvinkel: 20 grader
  • Maskine: Volvo Penta, 8,1 liter V8 GXI-benzin, 375 hk med duoprop
  • Pris: ca. 1,5 million kr. for model Heritage med teakdæk
  • Import: Beck Marine, tlf. 4320 2120

Plusser:

  • Enorm mærke-prestige
  • Høj kvalitet
  • Stramt daycruiser-koncept
  • Komfortabel sejlads

Minusser:

  • Høj pris
  • Dårlig adgang til kahytten

Test af Bavaria 300 Sport

08-10-2015: Bavaria 300 Sport ser godt ud på vandet, sejler godt og har praktisk og rummelig indretning til fire personer, men man får skumsprøjt i cockpittet, hvis der er bølger. Læs artikel

Test af Cap Camarat 8.5 CC

17-05-2013: Den åbne Cap Camarat 8.5 sejler som en drøm gennem bølgerne, men med to store Yamaha-motorer koster båden også næsten en million kr. Læs artikel

Test: Amerikansk når det er bedst

17-09-2010: Chris-Craft 28 Corsair er en fritidsbåd af bedste kvalitet med håndværk og ydelse i top. Læs artikel

Test af Four Winns V318

29-07-2011: Four Winns har godt med højglans og højt udstyrsniveau, men den kan også sejle økonomisk. Læs artikel

Test: Topkvalitet i klassiske rammer

07-06-2006: Håndværk og finish i topklasse er varemærker for Walsteds Baadeværft på Thurø ved Svendborg. Hankø 28 Classic er et flot eksempel på værftet formåen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...