Find mere om:
Legetøj for multimillionærer | båd.guide.dk

Legetøj for multimillionærer

Malingproducenten Hempel gør sin entre på markedet for superyachter. Der er store penge at hente, men det koster også en formue at bide sig fast, fortæller ejeren af det eksisterende superyacht-firma Royal Denship, Peter Johansen.

Den ligner en million. Eller rettere adskillige millioner. Med sine 136,4 fod slanke og klassiske linjer, skinnende fribord, blanke spil og enorme sejlareal glider Ranger forbi og fryder øjet ud for sydfranske Saint Tropez.

Bygget som en replica - en tro kopi - af den oprindelige J-Class-båd af samme navn, som vandt America's Cup tilbage i 1937. Den nye Ranger er konstrueret efter alle kunstens regler og søsat i sensommeren 2003. I Skagen, hvor den også blev bygget.

»Den er lavet kompromisløst og tog to et halvt år at bygge,« fortæller Peter Johansen.

Han ejer Royal Denship, som hidtil har været den eneste seriøse danske spiller på markedet for superyachter - luksusbåde og lystyachter på over 80 fod, hvor prisen ikke spiller nogen rolle.

Men ikke længere.

Efter et tilløb på halvandet år går skibsmalingproducenten Hempel nu ind og satser hårdt på at tilkæmpe sig en plads i det eksklusive marked, hvor pengene flyder, men forventningerne til kvalitet og service til gengæld er uden sammenligning.

Brug for konkurrence
»Markedet passer godt til os og vores værdier med høj kvalitet og service. Samtidig er det et marked i vækst, som måske også trænger til konkurrence,« siger Jacob Gulmann, direktør i Hempel med ansvar for forretningen i Nordeuropa.

Hans analyse er ikke helt forkert, hvis man spørger Peter Johansen. Til gengæld må Hempel ikke tro, at pengene rasler lige ned i kasseapparatet. Det koster formuer at etablere sig på markedet for superyachter, mener den erfarne erhvervsmand, som har bygget superyachter til alverdens rigmænd i ni år.

»Det er tungt og svært at komme ind på det her marked. Jeg har satset et meget højt tocifret millionbeløb og begynder først at høste frugterne nu. Man skal først bevise sit værd for at slå igennem,« siger Peter Johansen.

Han forklarer den svære start med, at kunderne køber noget til en formue, som de i virkeligheden ikke har brug for. Derfor skal varen være i orden - uanset prisen.

Kompromisløs service
»Jeg har sendt en mand til Florida for at skifte en sikring. Selv om det lyder tåbeligt, skal man gøre det i denne branche. Hvis en kunde har købt en båd til 200 mio. kr., skal den være i orden. Så nytter det ikke at begynde at forklare, at han bare skal åbne det skab og rode med den ledning. Så sender man en mand og løser problemet,« forklarer Peter Johansen, hvis dyreste produktion til dato har været en båd til en halv mia. danske kr.

De svære odds skræmmer ikke Hempel, som ved, at slutbrugerne af malingprodukterne på det nye marked er nogle andre end de traditionelle rederier.

»Markedet for superyachter er i høj grad præget af netværk. Køberne til disse både er en helt anden type beslutningstagere, end vi er vant til at arbejde med, og båden er deres hobby. Men vores kunder bliver i første omgang værfterne,« siger Jacob Gulmann.

Han håber på og regner med, at markedet for superyachter på længere sigt genererer en andel på 4-5 pct. af Hempels samlede indtjening.



Test af Mylius 18E35

09-06-2014: I Mylius 18E35 er det funktionelle, æstetiske og luksuriøse kombineret med et højt niveau for sejlegenskaber. Læs artikel

Test af X-Yachts Xp 55

22-10-2013: ... men den kan både bruges til cruising og kapsejlads, lyder det fra X-Yachts’ designer, Niels Jeppesen, om den elegante båd, der sejlklar med en del udstyr koster 8,5 mio. kr. Xp 55’eren sejler som en drøm. Læs artikel

Nyhed: Her er årets bedste både i Europa

29-01-2012: Vinderne af European Yacht of the Year-konkurrencen er kåret på bådmesse i Düsseldorf. Læs artikel

Nyhed: Hård kamp om European Yacht of the Year

26-08-2011: Få de første glimt af de 20 nominerede både til titlen som European Yacht of the Year 2012. Der er i år fire kategorier, og i dag ser vi på kategorierne Performance Cruiser og Special Yachts. Læs artikel

Nyhed: Havets Mount Everest

05-07-2009: Fem danske sejlere var involveret i Volvo Ocean Race 2008-09, verdens hårdeste kapsejlads. Et internationalt hold - Ericsson 4 - vandt med klar margen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...