Find mere om:
Havets Mount Everest | båd.guide.dk

Havets Mount Everest

Fem danske sejlere var involveret i Volvo Ocean Race 2008-09, verdens hårdeste kapsejlads. Et internationalt hold - Ericsson 4 - vandt med klar margen.

Da champagnen sprøjtede i St. Petersborg i søndags, var det omsider forbi. Igennem næsten ni måneder har 77 af verdens bedste sejlere været igennem den ultimative test - kapsejladsen Volvo Ocean Race. Havets Mount Everest har man kaldt sejladsen, som går hele kloden rundt i verdens hurtigste kølbåde.

Otte både startede fra spanske Alicante i oktober sidste år, og syv fuldførte. Den ottende båd, et russisk hold, med danske Stig Westergaard ved roret, afbrød sejladsen i Singapore. Men Team Russia sejlede alligevel med de andre ind til mål i hjemmehavnen i St. Petersborg i weekenden og blev hyldet af et stort hjemmepublikum.

Sejladsen har været arrangeret siden 1973. Det er umenneskelig hårdt - og ikke mindst farligt - at sejle med. Dødsulykker har der også været, men denne gang er alle kommet levende i mål.

Undervejs har der været mange dramatiske situationer med storme og havarier, der har truet flere af holdenes fortsatte deltagelse. Men hver gang har holdenes ”shore crews” - den landbaserede del, der har rejst med jorden rundt med containere fulde af udstyr og værktøj - formået at reparere skaderne. Dog har enkelte hold måttet stå over en enkelt etape.

Ny rute i år

Volvo Ocean Race har sejlet en ny rute og har blandt andet besøgt Indien og Kina. Det markerer et opgør med traditionen for, at jorden-rundt-sejladser skal foregå i sydishavet tæt på den antarktiske is. Alligevel har der været sejlads blandt isbjerge også denne gang; Kap Horn skulle rundes under sejladsens længste etape fra Kina til Brasilien. I mere end 40 dage sejlede holdene uden stop, dag og nat, over Stillehavet, rundt om det berygtede horn og nord langs Sydamerikas kyst til Rio.

Den nye rute er primært et resultat af kommercielle overvejelser - en enkelt båds deltagelse i Volvo Ocean Race koster lige nu 120-180 mio. kr., og sponsorerne bruger sejladsen blandt andet til at opdyrke nye markeder i Østen.

Én dansker med hele vejen

De lange etaper har været afvekslet med korte banerace i en del af de havne, som racet har gæstet undervejs. Her har holdene været forstærket med eksperter på lige præcis den type sejlads. Hos Ericsson 3, et rent nordisk hold, var to danskere med som ”in-port race eksperter” - nemlig matchrace-stjernerne Rasmus Køstner og Jann Neergaard.

Den eneste dansker, som tog hele den lange tur, var Jens Dolmer på Ericsson 3. Han har været ”boat captain” - ansvarlig for bådens ve og vel.

Stefan Myralf sejlede første etape på den nordiske båd som rorsmand, men forlod holdet i Cape Town. Stig Westergaard hos Team Russia var først vagtkaptajn, senere skipper - men Westergaards båd sejlede altså ikke hele racet. Det gjorde derimod danskboende Bouwe Bekking: Hollænderen er en verdensstjerne i international sejlsport, og i racet var han skipper hos spanske Telefonica Blue, der endte på en tredjeplads.

Vinder blev Ericsson 4 med brasilianske Torben Grael som skipper. Båden vandt fem af de ti etaper.

Læs også: Super-både med svage punkter

Resultatlisten 2008-09:

1. Ericsson 4, 114,5 point

2. Puma Ocean Racing, 105,5 point

3. Telefonica Blue, 98 point

4. Ericsson 3, 78,5 point

5. Green Dragon, 67 point

6. Telefonica Black, 58 point

7. Delta Lloyd, 41,5 point

8. Team Russia, 10,5 point

Volvo Ocean Race

  • Kapsejlads jorden rundt, hvor der sejles i 70 fods (25 meter) VO70 sejlbåde med 10 sejlere og én mediaperson om bord.
  • Bådene er verdens hurtigste og mest krævende sejlbåde, hvis man ser bort fra katamaraner og trimaraner.
  • Distancen er ca. 37.000 nautiske mil - svarende til næsten 70.000 km.
  • Siden starten i spanske Alicante i oktober sidste år har de otte (reduceret undervejs til syv) både sejlet 10 etaper, den længste af mere end 40 dages varighed.
  • Volvo Ocean Race regnes for at være verdens hårdeste kapsejlads.
  • Mere om sejladsen på: www.volvooceanrace.org og på www.baadmagasinet.dk

Nyhed: Her er årets bedste både i Europa

29-01-2012: Vinderne af European Yacht of the Year-konkurrencen er kåret på bådmesse i Düsseldorf. Læs artikel

Test af Mylius 18E35

09-06-2014: I Mylius 18E35 er det funktionelle, æstetiske og luksuriøse kombineret med et højt niveau for sejlegenskaber. Læs artikel

Test af X-Yachts Xp 55

22-10-2013: ... men den kan både bruges til cruising og kapsejlads, lyder det fra X-Yachts’ designer, Niels Jeppesen, om den elegante båd, der sejlklar med en del udstyr koster 8,5 mio. kr. Xp 55’eren sejler som en drøm. Læs artikel

Nyhed: Franske cruisere sejler guldet

25-01-2013: Franskmændene tog 3,5 ud af 5 mulige titler i 2012/13-udgaven af European Yacht of the Year. De danske både var dog tæt på. Læs artikel

Nyhed: Hård kamp om European Yacht of the Year

26-08-2011: Få de første glimt af de 20 nominerede både til titlen som European Yacht of the Year 2012. Der er i år fire kategorier, og i dag ser vi på kategorierne Performance Cruiser og Special Yachts. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...